Uden gys og gru

Verdis »Macbeth« er blevet til køligt professionelt musikteater på Operaen. U-uhyggeligt. Og dermed også lidt ligegyldigt.

Anne Margrethe Dahl (Lady Macbeth) og Daniel Solari (Macbeth) i Verdis »Macbeth« på Operaen. Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere

Der er så meget at hente hos Giuseppe Verdi, også i hans herlige Shakespeare-opera »Macbeth«. Subtile passager veksler med bulder og brag, der er hekse og genfærd og en ondsindet og intrigant kvinde, Lady Macbeth, og der er hendes vægelsindede, samvittighedsplagede mand, Macbeth, der kommer til magten med vold og taber den igen, og der er følelser uden på tøjet og gru og græmmelse. Ramasjang og raffinement i om ikke skøn, så dog både underholdende og bevægende forening.

Så de har haft nok at arbejde med, også denne gang, på Operaen, hvor »Macbeth« er tredje og sidste ombæring i den aktuelle Verdi/Shakespeare-trilogi i anledning af komponistens 200-års-fødselsdag i år. Bare ærgerligt så, at den opsætning, der havde premiere torsdag aften, ikke rigtig rykker i den, der kigger og lytter. Trods gode intentioner og begavede ideer.

Kold og kedelig kulisse

Operaens nye »Macbeth« er for det første, rent visuelt, en bleg sag. Den kedsommelige linoleums-kulisse, som man har valgt at lade være et gennemgående træk i alle årets Verdi-opsætninger, bidrager ikke til den dystre, sitrende uhygge, som jo for pokker må være alfa og omega i enhver opsætning af »Macbeth«. Det, vi ser, er nogle ofte smukt koreograferede og iscenesatte optrin, javist, men når heksene slet ikke ligner hekse, og når hovedpersonerne ser ud og agerer som moderne europæisk overklasse, så er det hverken gys eller gamle dage, vi er vidne til. Det er snarere kølig nutid. Alt for u-uhyggeligt.

Der er, indrømmet, steder, der fungerer. Der er for eksempel det sted, hvor det ondt voksne møder det uskyldigt barnlige i form af populære børnebogsfigurer og en julemand midt i en blodig voksenverden. Det er godt tænkt. Og der er det enorme runde bord, som Macbeth og hans gæster sidder rundt omkring, og hvor Macbeth får sine syner. Det er grundlækker scenografi. Det er alt sammen bare ikke nok til at lokke os tilskuere ind i Verdis og Shakespeares i ordets bedste forstand teatralske univers, og det er heller ikke nok, at Anne Margrethe Dahl i den næsten umenneskeligt vanskelige rolle som Lady Macbeth kan sine noder og kan trække drama ud af dem. Et overskud til at nuancere figuren og lokke kildrende skønhed ud af Verdis altid overmåde melodiske musik viste hun ikke, og Dario Solaris Macbeth var noget af samme skuffende skuffe. Effektiv operarutine. Heller ikke mere.

Damer og herrer fra Det Kongelige Operakor bidrog til, at i hvert fald koroptrinnene faldt på plads, med god, fyldig, patosfyldt klang, og Det Kongelige Kapel under Alexander Joel spillede naturligvis alle de rigtige noder. Den rene elendighed var denne opsætning af en opera om menneskelig elendighed således ikke. Der skal bare mere til, hvis man skal kunne anbefale nogen at tilbringe endnu en aften i Operaen med vidunderlige Verdi. »Macbeth« er stor, romantisk opera, og sådan én skal røre os, og hvis den ikke rører os, er det hele temmelig ligegyldigt. Det er næsten det eneste, det ikke må være.

Hvad: Verdis »Macbeth«

Hvem: Iscenesat af Benedict Andrews. Scenografi: Ashley Martin Davis. Dir.: Alexander Joel. M. bl.a. Anne Margrethe Dahl og Dario Solari.

Hvor: Operaen.