Hvad er det, der er på spil i Helle Helles seneste bog, »Dette burde skrives i nutid«? Hvad handler det om i den roman, hvor de læsestyrende adjektiver omtrent er skåret fra, og der tilsyneladende ikke sker så meget - eller rettere: Ikke en skid? Ja, hvad er det, den unge pige Dorte venter på engang i slutningen af 1980erne nede i sydsjællandske Glumsø og omegn, mens det ikke rigtigt bliver til noget med studierne inde på KUA, og hun i stedet fordriver tiden med meget lidt - flydende lidt retningsløst rundt fra favn til favn hos en række mænd på egnen?
På Mungo Park i Allerød, der har dramatiseret romanen, er scenen snedigt sat op ad muren i den ventesal, hvor togene til den store verden kører forbi, selv om de tre skuespillere og guitaristen Jonas Munck Hansen kan skifte mellem tid og sted - og rollerne - i samme takt, som romanen skrider frem. Et ord skifter mund, en rekvisit bytter hænder, håret sættes op på en ny måde - så er vi videre.
I teaterchef Martin Lyngbos bearbejdelse - noget er skåret fra, men alle ord er Helle Helles egne - og opfindsomme instruktion bliver det tydeligt, at det hele handler om en forfatter, som er på vej til at blive til, men som ikke rigtigt ved det selv.
Et scoop er de lejlighedssange, som pigen Dorte i romanen - og den purunge Helle Helle i virkeligheden - begyndte sin litterære løbebane med. Forfatterens private festsange - gamle som nye - er hentet direkte ind fra virkeligheden og lagt ind som små oaser mellem ordene. De minder rørende om en skrivendes første, spæde forsøg og fortsatte leg med ord og følelser, men er også sange, der maler hele den indre og ydre provins frem - den lilleverden, som romanens hovedperson befinder sig i. Og så er de først og fremmest meget, meget morsomme.
Underspillet humor
På teatret bliver det i det hele taget synligt, hvor megen underspillet humor der er på banen hos Helle Helle. Samtidig med at Martin Lyngbo og hans hold har formået at ramme den lavmælte, vemodige frasering i romanen, fanger dens stemning af sitrende klaustrofobi, der ligger under den ellers så rendyrkede realisme. Den beskedne tone passer eminent til Mungo Parks enkle, ligefremme udtryk som ensemble. Kunne en forestilling som denne få samme egale sprog på et teater uden fast, samspillet personale, der trækker i samme retning?
Marie Bach Hansen med den hverdagspoetiske udstråling har unge Dortes stafet det meste af tiden og formår flot at holde både stemme og ansigt tilpas åbent og neutralt som den endnu anonymt uformede fortællerstemme. Christina Albeck Børge demonstrerer stensikker figurtegnende evne i vignetterne omkring hende - når ikke også hun har firsertrøjen på som pigen Dorte. Og så er der Kasper Leisner, som låner blink i øjet til de mænd, som Dorte lettere viljeløst glider i favnen på, mens hun venter, ridset op med diskrete midler.
Lige inden slutningen er instruktøren måske nok faldet for fristelsen til lidt for bombastisk symbolik i den kulisse, der falder sammen om ørerne på Dorte i takt med, at nye horisonter åbner sig. Det ændrer ikke på, at den loyale og lune forestilling rammer både forlæg og tilskuer lige midt i centrum af den periferi, det hele handler om.
