U-tilfredsstillende

Ballet. »Satisfaction« Peter Schaufuss showprægede koreografi i »Satisfaction« har svært ved at forløse The Rollings Stones' sensuelle rockmusik.

The Rollings Stones' musik med Mick Jaggers frække, sensuelle stemme i forgrunden klinger rigtig godt, når den strømmer ud af højttalerne i Operaens store rum. Den oser og vibrerer af »sex, drugs and rock & roll«, som der står skrevet hen over programmet til Peter Schaufuss' nye ballet »Satisfaction«.

Desværre er det lige præcis hele det sensuelle spekter og råstyrken i den slagkraftige rockmusik - som generationer af lyttere har mærket vibrere i langt ind i kroppen - man i den grad savner i Peter Schaufuss' alt for glatte og showprægede koreografi i »Satisfaction«. Det tredje værk i hans rocktrilogi, der startede i 1999 med den udmærkede biografiske Elvis-ballet »The King« og i 2001 blev fulgt op med Beatles-balletten »She loves you«, et af Schaufuss' måske mest vellykkede værker.

Men med The Rolling Stones går det galt. Balletgenrens lette og elegante trinsprog har svært ved at forløse musikkens stemninger, seje rytmer og tyngde. Og det hjælper ikke at iklæde danserne overalls og pandelamper som i f.eks. nummeret »The Latern«, hvor Schaufuss ligesom i de øvrige numre først og fremmest tager udgangspunkt i teksten.

Nogle af de numre, hvor det lykkes bedst at forene musikken med ballettens trinsprog er »Time is on my Side«, hvor fire mandlige dansere krydser scenen i ækvilibristiske spring, og i »Down the Road Apiece« med fire par i ballet-boogiedans. Pas de deuxerne til »Ruby Tuesday« og »Pain in my Heart« er også ganske hæderlige, mens Zara Deakin og Sean Ganleys duo til »Angie« stivner i klichéer ligesom mange andre numre, inklusive den sølvklædte Ayako Makimotos kedsommelige showdans til »She's a Rainbow« og engledansen i »You can't always get what you want«. Og på premiereaftenen i Operaen var publikum bestemt ikke gearet til selv at skulle op af stolene og danse, da »(I can't get no) Satisfaction« endelig bragede løs til slut.

Som vanligt er der glimrende dansere på scenen i Peter Schaufuss Balletten med masser af god energi, som f.eks. hos de fire piger i den folkloristisk inspirerede kædedans i »Paint it black«. Og Caroline Petter er en smuk solist, der fænger øjet med sine graciøse arme. Lyset er også vældig flot i forestillingen, der imiterer en rockkoncert, men det mangler i den grad substantiel koreografi at stråle på.

Peter Schaufuss Balletten leverer i »Satisfaction« ikke kvalitetspræget kunst, som man kan forvente af et kompagni, der er på finansloven. Det er dybt utilfredsstillende.