Dronning med følge på plads. Orkester klar til kamp nede i graven. Solister og kor klædt på ude i kulisserne.

Operaen har fejret det første årti som nationens mest kontroversielle kulturbyggeri. Aftenens premiere:

W.A. Mozarts elskede »Tryllefløjten« i en ny produktion.

Billetterne op til ståpladserne på tredje balkon har været udsolgt længe. Torsdagens tre taler virker lige så velforberedte.

Morten Hesseldahl i sin egenskab af teaterchef vover ordet hadegave og får det elegant turneret over i en tak fra de to millioner tilhørere siden husets indvielse.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla taler formfuldendt og for helt tyst sal om sin nu afdøde fars donation.

Hendes anekdote om barndommens magiske teaterkikkert ligner en retorisk genistreg. Når en sag kommer ud af proportioner, har vi måske bare vendt kikkerten forkert.

Og kulturminister Marianne Jelved (R) runder så af med en af de største gåder i »Tryllefløjten«: At den gode i første akt kan vise sig som ond – og din fjende som din hjælper.

Tidløs trylleverden

Selve forestillingen kører helt frem til ultimo marts. »Tryllefløjten« er et flot syn sine steder og et dejligt lyt andre steder.

Den vil indfri de fleste kenderes forventninger og kunne meget vel lokke nye kunder i butikken.

Titlen har altid lydt lidt af børnehave. Når tyskerne taler om »Die Zauberflöte« eller briterne om »The magic flute«, virker det allerede en smule dybere.

For det berømte syngespil fra komponistens dødsår kan være en alvorlig sag. En historie om kærlighed, om magtens evige tovtrækkerier, om naturen over for kulturens byrde

Og ethvert operabarn vil miste sin uskyld fra begyndelsen: Den omtalte trylleblæser er ikke naturmennesket Papagenos berømte panfløjte i første akt – men prins Taminos instrument under de svære prøvelser i anden akt.

Instruktion og scenografi er udført af schweiziske Marco Arturo Marelli og henlagt til en tidløs trylleverden a la »En skærsommernatsdrøm«.

Catwalks både foran orkestret og langs siderne bringer Mozarts magi tæt på tilhørerne. Scenen fejrer mulighederne i det ti år gamle hus med sindrige drejninger og svøbes i underfuldt lys af perlemor og akvarisk turkis.

De tre damers kjoler signalerer 1700-tallet og funkler om kap med deres sangkunst.

Og de tre drenge optræder som alt fra vidunderbørn i pudderparykker til spejdere og kokke og synger som en drøm.

En af premierens store stunder var pausen efter deres første nummer: Prins Tamino i skikkelse af rutinerede Peter Lodahl ventede et øjeblik – bare så heltene kunne få deres fortjente bifald.

Adgangen til frimurertemplet spærres til gengæld af en slags sekretær og kunne have »Processen« som inspiration. Et anderledes højtideligt og utrolig tæt øjeblik.

To sider af sagen

Dobbelthed er i det hele taget opsætningens nøgleord: Ven forvandler sig overraskende til fjende eller omvendt. Kulissernes ene side ligner havens buske om efteråret, den anden kontoristens millimeterpapir.

Selv solisterne skifter en smule i perioden frem til marts. Men hvis de synger som ved premieren, er man glimrende hjulpet.

Næsten alle stemmer ligger en smule til den brede side – et almindeligt vilkår på moderne operascener. At ikke alle er midt i tyverne længere, må man bare tage med. De ejer så desto mere erfaring.

Peter Lodahl har længe haft Tamino som en af sine glansroller. Han bærer det kridhvide jakkesæt med en umiddelbart medrivende blanding af skønsang og magtesløshed.

Sine Bundgaard bliver af en eller anden grund bedre med årene og synger Pamina med masser af myndighed.

Nyd også Beate Mordals meget vittige forvandling fra gammel kone til forelsket ungmø.

Eller tyrkiske Burcu Uyar som Nattens dronning med de høje og sommetider lidt svære toner.

Eller bassen Christof Fischessers noget slanke, men velspillede Sarastro.

For ikke at glemme Bengt-Ola Morgny som en piskesmældende Monostatos direkte fra sadomasochisternes sorte selskab. Plus et tjekket kor der næsten aldrig overspiller.

Opsætningens reneste og klarest tegnede skikkelse er måske endda Palle Knudsen som Papageno. Sangligt på niveau med en kollega som Gerald Finley mange steder.

Den talte tekst skifter af og til mellem tysk og dansk, ikke ulig bruddene med den såkaldte »fourth wall« i filmens verden – altså når skuespillerne taler direkte til kameraet.

Tricket kunne sagtens virke påtaget, men fungerer faktisk. Man må godt den slags i et syngespil. Det uhøjtidelige hører til.

Dirigenten misser for meget

Rory Macdonald foran orkestret fungerer vel knap så godt. At der findes småfejl og et par sært grimme lyde fra scenen med prøvelserne er menneskeligt.

Men den skotske dirigent misser for meget af magien i Mozarts partitur. Det kan være forspillets pludselige strejf af lys i de høje blæsere. Det kan være gearskifterne hos Nattens dronnning og Monostatos.

Han glider ligesom hen over det bedste og kan endda brede farten yderligere ud. Lidt ærgerligt.

»Tryllefløjten« i Operaen er blevet en sød og sjov og meget farverig forestilling. Et stort set vellykket bud på de hårdt prøvede hallers standard af i dag.

Hjertelig tillykke til dem og os.

Hvem: Den Kongelige Opera med kor, solister og orkester.

Hvad: »Tryllefløjten« af W.A. Mozart.

Hvor: Premiere på Operaen, torsdag. Til 29. marts.