Trekantsdrama med tindrende flotte trin

Den Kgl. Ballet brillerer i Nikolaj Hübbes og Eva Draws meget vellykkede iscenesættelse af Petipas store russiske klassiker »La Bayadère«.

Det var ikke kun til slut, at publikum råbte »bravo!« Under hele forestillingen lød der bravoråb i salen for dansernes præstationer Fold sammen
Læs mere
Foto: Costin Radu

Det er modigt af Nikolaj Hübbe, at han som den første balletmester på Det Kgl. Teater vover at tage Petipas store og yderst krævende klassiske helaftensballet »La Bayadère« ind i repertoiret.

Men som man kunne se til premieren lørdag aften, har både korps, solister og solodansere i Den Kgl. Ballet nu nået et så højt teknisk niveau, at de kan klare opgaven med glans.

Og sammen med Det Kgl. Teaters stilsikre russiske balletinstruktør, Eva Draw, har Nikolaj Hübbe formået at iscenesætte en overordentlig vellykket udgave af »La Bayadère« i Richard Hudsons fantastisk flotte indisk inspirerede scenografi og kostumer.

En rigtig god idé er det, at historien i Hübbes opsætning er rykket fra en fjern fortid i Indien op til Victoria-tiden i slutningen af det 19. århundrede, hvor Indien var en engelsk koloni. For hermed skærpes kontraster og klasseskel i ballettens centrale trekantsdrama, der nu udspiller sig mellem den engelske oberst, Sir William Sibley, hans tilkommende Lady Emma og den indiske tempeldanserinde, Nikija (La Bayadère). Og raffineret understreges kontrasterne af de farvestærke indiske kostumer og englændernes tilknappede dragter i douce nuancer.

Forunderlig fjerlet

Alle tre akter er spækkede med virtuose trin, men danserne formår sandelig også at lave fine karaktertegninger. På premiereholdet var J’aime Crandall en forunderlig fjerlet og sikker Nikija i raffineret tåspidsdans med fine graciøse indisk inspirerede armbevægelser. Et højdepunkt er bl.a. hendes fortvivlede solo i anden akt, hvor hun får et dødeligt bid af en slange, som Lady Emma har gemt i en kurv.

Som Sir William Sibley kan Alban Lendorf solo på scenen fylde hele rummet med sin karismatiske elegance, og han er som altid en eminent springer med utroligt smukke linjer i dansen. Og fine er kærligheds-pas de deuxerne mellem de to.

Bravoråb i salen

Lena-Maria Gruber er både elegant og sensuel som Lady Emma, og aldrig har Gruber danset bedre end i dette teknisk meget udfordrende parti. Rundt om de tre hovedpersoner vrimler det også med flotte præstationer. Mads Blangstrup tegner en stærk karakter som den strenge og jaloux braminer, der ligesom Sir William er forelsket i Nikija. Til forlovelsesfesten mellem Lady Emma og Sir William i anden akt er soloen med den Nijinskij-inspirerede Blå Gud et fantastisk indslag med den sublimt springende Jón Axel Fransson i guderollen. Men her er også balletbørn i skøn påfugledans ledet af den ekspressive påfugledressør, Lis Jeppesen, og det tager selvfølgelig kegler hos publikum, når en kæmpestor elefant går gennem scenerummet.

»La Bayadère« er ikke mindst kendt for den afsluttende hvide akt i Skyggernes Rige, hvor Nikija og Sir William forenes, efter Sir William i denne opsætning har taget sit eget liv. Et pragtsyn er det, når 24 danserinder i hvid tutu én efter én gør deres entré i denne akt, der i den grad er en lakmustest for niveauet af korpset, som absolut klarede skærene til premieren.

Med den estiske dirigent Anu Talis sikre direktion af Det Kgl. Kapel klang Minkus’ dansante musik flot i orkestergraven, og det var ikke kun til slut, men hele aftenen igennem, at der lød bravoråb i salen for dansernes præstationer.