Tre gange gennem kødhakkeren

Flot, lidt langsommelig opførelse af horror-musicalen »Sweeny Todd« på Odense Teater.

Preben Kristensen spiller Sweeney Todd, der tager hævn over sine medborgere i barbersalonen, i Odense Teaters musical-opsætning af det blodige massemordsstykke. I Hollywood-filmen blev rollen spillet af Johnny Depp.  Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Blodet sprøjter i Stephen Sondheims gysende, groteske musical »Sweeney Todd«. Glem alt om musicalromantik. I stedet får vi en begsort moralsk historie om massemorderen, som er i 1800-tallets London er så optændt af at hævne den uret, der er begået mod ham mange år tidligere, at han selv må gå til grunde.

Kunderne får skåret halsen over i barberstolen, inden de sendes videre ned ad rampen til underboens piebageri med kødhakkemaskine og gloende ovn.

På Odense Teater vælger Preben Kristensen som »barberdæmonen« at vække den nødvendige empati, som jo, trods alt, også skal være til stede. Bydende monumentalitet er ikke umiddelbart Kristensens skuespillerfysiognomi. Synes denne alvorsstemte Sweeney en smule underspillet og blodløs i begyndelsen, vågner han for alvor til dåd, da han forvandler sig til en hævngud med lyn i øjnene. Flot smælder hans tenor i det, der vel egentlig er et vanskeligt barytonparti.

Forestillingens komiske fuldtræffer er dog Betty Glosted som den geskæftige, skrupelløse underbo Mrs. Lovett. Med sine drastiske betoninger og infantile grimasser tager hun alle figurens indbagte, morbide stik hjem, placeret i grænselandet mellem den småborgerlige snusfornuft og den groteske galskab, som den er. Den helt rigtige rolle til Glosted og hendes robuste, levende talent.

Synthesizer-strøm

Sondheims krævende og begavede musik har opera-prætentioner. Musicaltoner, men med inspiration fra både Bernstein, Stravinskij og Weill. Langt fra indsmigrende - andet, end når ironiske Sondheim pludselig insisterer på at være det - men passende hidsende og, nå ja, skærende. Raffineret er det, og Odense Teaters ensemble klarer opgaven flot, om end tempoet er en smule slæbende.

Medgivet: Der er mange ord, der skal holdes trit med - Poul Borums oversættelse er stadig munter, stadigt makaber. Mads Knarreborg og Kiki Brandt er ganske vist det romantiske, tonesikre par. Og Stig Rossen lanceres som stjerne i skurkens rolle, der vel knapt kan siges at være en stjernerolle. Men musikalsk martres forestillingen tillige en kende af sin beskedne besætning i graven og den insisterende synthesizer-strøm, der må erstatte strygerne.

Helt helstøbt kan man ikke kalde forestillingen i Odense. Dertil er Stig Fogh Andersens instruktion trods alt også for langsommelig og for operastatuarisk i passager. Som skulle vi tre gange gennem kødhakkeren - i øvrigt Mrs. Lovetts hemmelige opskrift på en god kannibalpie.

Fuld fart frem, vi skriver 2010, venner. Frem med barberkniven. Det betyder nu ikke, at Odense Teater ikke kan notere sig en flot arbejdssejr med denne aparte, grænseoverskridende horror-musical, som også Aarhus Teater spiller til næste sæson. Eller sagt på en anden måde: Godt skåret!