Tove – hvem er du?

Sort Samvittighed bevarer stilen i stærkt idérig Tove Ditlevsen-montage, der lader vid og smerte gå op i en højere enhed.

Slagkraftigt: Tove går løs på et billede af ægtemanden Victor Andreasen. Foto: Natascha Thiara Rydvald Fold sammen
Læs mere

Ikke bare én Tove – mange Tover! Når lyset går op for teaterkollektivet Sort Samvittigheds Tove Ditlevsen-collage »Tove! Tove! Tove!«, er det ikke blot en enkelt udgave af den stadigt højtelskede forfatter, der kigger tilskuerne lige i øjnene. Alle fem på scenen har fået Tove-hår, Tove-bluser og Tove-slacks. Ditlevsen selv var jo rigtigt meget, rigtigt mange. Og i det udvalg af tekster, som afløser hinanden i det stramt disciplinerede kaos, der er forestillingens, er det kontrasternes, paradoksernes Tove Ditlevsen, som træder frem. Det er de indre stridende kræfter, som får lov at tale til hinanden i udvalget af citater, lige nådesløst sandhedssøgende, hvad enten de nu er hentet fra den skære pigepoesi eller de stumper og bidder af dagbøger, breve og interviews, der også er plukket fra.

Der er naturligvis ikke tale om en teaterkoncert, selv om Jeanett Albeck har skrevet smukt afsunget musik til flere af Ditlevsens tekster. Men tilgangen er den samme. Det er forbløffende, hvor meget af en egen stil, kvindekollektivet Sort Samvittighed har bevaret fra Anne Linnet-teaterkoncerten »Hvid magi«. Med instruktøren Elisa Kragerup som fødselshjælper har den sit eget frit associerende rum, hvor søsterskabet med kras uforfærdethed og underfundigt lune småsnakkende hjælper hinanden videre fra optrin til optrin foran publikum.

Skrivemaskinens klapren er gennem­gående ledemotiv. Den skrivemaskine, der i perioder er det eneste, der holdt Tove Ditlevsen fast i livet, uden hvilken hun ville være blevet gal. Teksterne sværmer i det hele taget om det menneske, som hele sit liv kæmper for at høre til – for at være normal og passe ind som den gode mor, den gode hustru, det gode menneske – men gang på gang må give fortabt. Fordi hun slæber rundt på barndommens skade, fordi hun vælger at ofre alt for sin kunst, der kræver skånselsløshed. Som må gå i hundene, fordi hun ikke er en af de »trofaste, tålmodige og nøjsomme«. Det er en ensomhedens frysende stemme, der taler gennem det fine tekstudvalg, Sort Samvittighed har foretaget. Men et grovkornet vid – sortsyn og kynisme er jo også sjovt. Og ordene gør det ikke alene, for hele tiden skaber de fem Tover deres egne fysiske fornemmelser rundt om dem.

Mod og overskud

Tag nu Rikke Bilde, der hyleskægt giver Tove Ditlevsens rå tekst om fladlus fra ungdommens trappeopgange en kropslig fornemmelse af forfatterens grænseoverskridende bekendelser ved at fremsige den med vindruer i hele kæften. Tag nu billedet af forfatterinden som brud – sømmet op på en væg med billedet af den første ægtemand lige ved siden af. Tag nu den ulykkelige barndom, der sniger sig ind på den skrivende Tove som en skare intimiderende babyer. Forfatter-moderens dilemma materialiserer sig, når Signe Egholm piber en forpint vuggesang for det barn, der forstyrrer mor i hendes arbejde. Eller når Leila Vestgaard, naglet fast til et forhæng med knaldrøde tøjklemmer, nøgternt giver mæle til en plaget tekst om ikke at kunne være den glade mor op til jul. Tag Tilde Maja Frederiksens brevkassesvar fra en halvt opløst redaktør.

Det er styrken ved Ditlevsen-collagen, at den har mod og overskud til at give et sans af forfatteren ikke bare ved hendes egne stærke ord, men også ved dens idérige og vildt underholdende forsøg på at komme bag ordene, så vi mærker dem på egen krop.

»Jeg ved, man undertiden må lyve for at få sandheden frem,« siger Tove Ditlevsen et sted undervejs. Sådan er det heldigvis også på teatret.

Hvad: »Tove! Tove ! Tove!«, Hvem: Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Koreografi: Signe Fabricius. Scenografi: Ida Marie Ellekilde. Lys: Sara Åkerlund Clemmensen. Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene. Til 23. maj. Turné: 9. marts - 18. april.