Tog til tiden

Tysk, absurd komedie på Husets Teater kommer ikke rigtigt nogen vegne til trods for gode skuespillere.

Hvad sker der i den tyske dramatiker Theresia Walsers småabsurde komedie »I morgen i Qatar« på Husets Teater? En hel masse - og slet ingenting.

Da en selvmorder hopper ud foran et pendlertog, går det i stå. Passagererne får en ufrivillig pause fra hverdagen. En klassisk situation på teatret: En række meget forskellige mennesker er låst inde på meget lidt plads. Lad territorialkampene begynde! Kontaktforsøg og mistro afløser hinanden, mens konduktøren ikke er til megen hjælp. Tiden går i stå, og passagerne kastes ud i direkte, men uforløste konfrontationer med hinanden og med deres egne forestillinger om sig selv. De kender ikke de andre. Men kender de egentlig sig selv - til trods for længsler, eksistentiel angst - og vredesudbrud?

Centralt placeret i kollektivforestillingen sidder det modne ægtepar med det slidte ægteskab - Karen-Lise Mynster er naturligvis ubetalelig som den særdeles talende kvinde med de småborgerlige drømme og vilde tankespring - morsom i samspillet med Kristian Halkens tørvetrillermand.

Skuespillerne tager i det hele taget de fleste stik hjem. Spillet er ganske sjovt, selv om Alexa Thers iscenesættelse ikke har overskud til at sørge for den helt gennemarbejdede rytme i udvekslingerne. Alle gør en god figur: Mads Willes stressplagede sælger, Sarah Bobergs ikke særligt succesrige arkitekt, der går i lag med Claes Bangs charmeklud, kommende kulturchef i vækstens Qatar - hele tiden spøger vores egen civilisations stilstand i det hele taget i teksten.

Foruden talentet Lise Baastrups plaprende naivitet, der har set lyset i mødet med ørkenen, Benjamin Boe Rasmussens ignorant, Søren Spannings docerende foredragsholder og Basquiat Ali Kazims sovende araber - suppleret med Kristine Elmedal Johansen og Asbjørn Krogh Nissen som personalet, der går til og fra.

At det hele ikke fænger mere, kan de kun takke dramatikerne for. Hun lader stemmerne væve sig sammen i en strøm, som aldrig rigtig når nogen steder hen - til trods for den eskalerende promille. Og det kan der naturligvis være en pointe i, men resulterer også i et lidt lunkent dødvande.