»Tag med på en tur med ned ad erindringens boulevard«.
Sådan siger Bent Fabricius-Bjerre, der toner frem på lærredet i hyldestkoncerten »Jukebox«, som Tivoli har hentet til Glassalen fra Fredericia Teater. Det gør vi gerne. For er der nogen, der har skrevet danskernes lydspor det seneste halve århundrede, så er det Bent Fabricius-Bjerre.
»I’m like a jukebox, baby«. Jo tak, det kan han selv være. Det er en imponerende samling genistreger, vi præsenteres for gennem et par timer i Tivoli med det 11 mand store orkester omkring et flygel og Frederica Teaters unge talenter i forskellige kombinationer foran.
Fra verdenshittet »Alley Cat«, der slås an fra begyndelsen til temaet fra Olsen Banden, som får lov til at slutte det hele af. Eviggyldige melodier, der er stærke nok til at stå uden for tid og sted – holdt sammen af det enestående øre for melodien, som er komponistens særkende.
Alle kan skrive en sang, men få kan skrive en melodi som Bent Fabricius-Bjerre, så man tænker, at den ikke kunne have været på anden måde. Med udgangspunkt i den amerikanske jazzmusik, baseret på solide standards, som han er rundet af. Men givet et eget præg. Det er nemlig et spørgsmål – et spørgsmål om stil. Når han er bedst, og det er han tilsyneladende, hvor en forfatter som Klaus Rifbjergs knækprosa-metrik tvinger ham ud i at gøre sig ekstra umage, er han en verdenskomponist, der kan sidestilles med en Henry Mancini eller en Burt Bacharach, international klasse med dansk snit: »Jeg sætter min hat som jeg vil«, »Duerne flyver«, »Stilleleg for voksne«. Selv når han skal parodiere den fortærskede slager med »Mor«, kan han slet ikke lade være med at være god.
Men at han også kan være en mere uinteressant metervarekomponist med en dårligere librettist viser et par eksempler fra de senere års musicaler – herunder »Matador« – også. Det får vi også et par eksempler på i et udmærket sammensatte show, der spænder hele karrierens oktav.
Udstillingsvindue
Skønt de medvirkende er unge, er det en aften i nostalgiens og traditionens tegn – spilleleg for voksne! – og de få forsøg på at nyfortolke falder lidt hårdhændet ud. Hvorfor skal den fine, vemodige »Kærlighed« nærmest råbes? Kan »Duerne flyver« nu også holde til at blive en dramatisk rockballade?
Det ændrer nu ikke på, at forestillingen nærmest fungerer som som præsentationsbakke og et udstillingsvindue for de unge musicalperformere fra Fredericia Teater og omegn. Tim Zimmermann har både instrueret og skabt koreografien, lidt klemt inde i den Glassal, som ellers passer Bent Fabricius-Bjerres musikalske univers så fint.
Trinene er ikke sjældent inspireret af de cool 1960ere, men det er på sin plads at sige, at de unge performere synger bedre, end de danser, selv om de koketterer med manglende stamina undervejs. Og så må Fredericia Teater altså arbejde lidt mere med udstyret. Det er ikke alle, der kan bære en stram sort rullekrave og et par sorte nylonstrømper og slippe levende fra det.
Nå, det glemmer vi, når musiken spiller. Skam få den, der ikke går ud af Glassalen som et nyt og bedre menneske. Forelsket i livet. Forelsket i København. Forelsket i musikken.
Hvad: Teaterkoncerten »Jukebox« med musik af Bent Fabricius-Bjerre.
Hvem: Instruktion og koreografi: Tim Zimmermann. Kapelmester: Martin Konge.
Hvor: Fredericia Teater i Glassalen i Tivoli. Til 15. juni.
