Museets to stramt klædte, kvindelige kustoder repræsenterer netop det gode og det onde, som – når malerierne bliver levende, og vi føres ind i eventyrets verden – træder i karakter som henholdsvis Syrenfeen og hendes søster Carabosse.
Med sin store kærlighed til den klassiske tåspidsdans har Christopher Wheeldon i eventyrets verden valgt at lade koreografien ligge tæt op ad Petipas oprindelige trin.
Udtryk strammet op
Uden på nogen måde at lefle for et ungt publikum har han dog strammet ballettens varighed og udtryk. Den danses nu med kun én pause og er skåret ned til to en halv time (hvilket stadigvæk er langt for de yngste). Og den får nærvær gennem både den nutidige rammehistorie og karakterernes indre liv og menneskelige udtryk i modsætning til Den Kgl. Ballets forrige, mere stiliserede og virkelighedsfjerne opsætning fra 1993 i Jens Jacob Worsaaes russiske og rokokoinspirerede pragtdekorationer.
Mindre prangende er franske Jérôme Kaplans nye flotte, perspektivrige scenografi og dansevenlige kostumer til trods for inspirationen fra Versailles-slottet og Solkongens hof.
Med scenografien holdt i sort/hvide nuancer som barokkens kobberstik formår Kaplan sammen med Mary Louise Geigers lysdesign effektfuldt at sætte fokus på danserne i deres smukke pastelfarvede og stærke kongeblå, syrenfarvede og ferskenrosa kostumer.
Og det er tindrende flot tåspidsdans, Den Kgl. Ballet præsenterer i »Tornerose«, der rent historisk står som kulminationen på den klassiske ballet.
Solodanser på toppen
På premiereholdet var Caroline Cavallo den vakreste Tornerose med bedårende ynde, musikalsk frasering og teknisk overskud. Det er ganske enkelt en solodanser helt på toppen, der er om blot 17 dage danser af. I topform var også hendes partner, Ulrik Birkkjær, som en elegant springende Prins Désiré.
Både Carabosse og Syrenfeen er karakterroller i Wheeldons version, og Carabosse har tilmed fire piskesvingende lakajer, der giver godt drama til balletten. Med Sorella Englund og Mette Bødtcher som henholdsvis Carabosse og Syrenfeen var der stærkt mimespil til premieren sammen med Flemming Ryberg som en herlig, krukket ceremonimester.
Men Carabosse og Syrenfeen bliver også fint gestaltet som unge tåspidsdansere i 3. akts sølv/guld-pas de quatre, inden Den Blå Fugl går i luften i fantastiske spring i pas de deux med den skønne prinsesse Florine, hvorefter Den Bestøvlede Kat dukker op med blå fjer i munden i kælen katte-pas de deux.
Såvel koreografi som iscenesættelse er fyldt med fine detaljer, og der er virkelig smæk for skillingen, hvad angår dans i årets juleballet, hvor det gode og onde til slut forenes. Dertil kommer, at det er en fornøjelse at høre Kapellet spille Tjajkovskijs eventyrlige musik under ledelse af Enrico Delamboye.
