Til grin for kærligheden

Med tindrende stjernespil af Lars Mikkelsen, Mille Lehfeldt og Tammi Øst bliver »Misantropen« til en kærlighedens tragedie på Det Kongelige Teater.

Tegning: Erik Werner Fold sammen
Læs mere

Hvad er det for en Alceste, Lars Mikkelsen viser os i Molières karakterkomedie »Misantropen« på Det Kongelige Teater? Han er ud over sin første ungdom. Brushovedets opførsel kan altså ikke forklares med ungdommens ideale fordringer. Han er sådan - kan ikke laves om. Men skønt denne Alceste taler så højt om sine krav til ærlighed frem for alt, er det så ikke i virkeligheden god gammeldags, altfortærende jalousi, han lider af, når han vil rive sine længslers genstand, den kokette Célimène, ud af de forlorne cirkler, hun optræder i? Er hans retskaffenhedssyge ikke et udslag af en mangelsygdom, der gør ham ude af stand til at elske?

Det er det intrikate ved Molières morale, at den kan tolkes i så mange retninger. Her bliver Alceste til en kærlighedens sympatiske nar, hvis krav til den elskede nærmer sig det urimelige.

Lars Mikkelsen cementerer sin position som landets føren­de klassikerskuespiller med sin overlegne fremstilling af en mand helt i sit eskalerende temperaments vold - vittig udstilling og fortvivlet, lidenskabeligt forsvar i ét. Han må blive den store taber i dette spil, der lader narren alene tilbage på scenen, når spillet er ude. Den liflige komedie med de mange orddueller forvandler sig som sådan til en ikke helt så lille, psykologisk tragedie.

Bryster i øjenhøjde

Og skønt Thomas Bendixen ikke frikender den letsindige Célimène, så lader han dog ikke tvivl tilbage om, at den unge kvinde rent faktisk elsker sin Alceste. Hun er ganske vist ikke i stand til at opgive hele sit selskabsliv og slå sig ned fjernt fra verdens vrimmel med ham - hvem kan bebrejde hende? - men er til gengæld villig til at komme sin elskede i møde.

Mille Lehfeldt er ikke bare skøn at skue - meget skøn. Rap i replikken, flirtende i blikket, bevidst om sin egen uimodståelige ungdom, men hun formår også gradvist at få en hjerteskærende alvor frem bag alle de ydre, overfladiske manerer i takt med, at Alceste vrager hende til fordel for et liv i ensomhed. Tragedien er også hendes.

Som sådan bliver forestillingen et forsvar for tilgivelsen og accepten af forskelligheden som kærlighedens forudsætning. Vel at mærke uden at give køb på komedien. Hvilket væld af vittige, moderne detaljer. Hvilken konstant livgivende og frisat frækhed i replikføringen, trods respekten for traditionen.

Hos de to i front, for hvem aftenen bliver en meget stor sejr. Men også for Tammi Øst, hvis drastiske og overgemte bitch Arsinoé, dydens krucifix monteret lige over brysterne i øjenhøjde, er en komisk fuldtræffer af modig skuespilkunst lige til kanten. Iben Dorner er en sød og naturlig kusine Eliante, mens Jens Gotthelf er smukt talende tilbageholdende som ræsonnøren Philinte. Og i Célimènes fuglebur af smiskende opvartere får Steen Stig Lommer, Troels Thorsen og Benjamin Kitter fin karakterkomik ud af rollerne. Med Henrik Koefoed i en lille, skægt tegnet tjenerrolle - ren luksus.

Og så har vi slet ikke fået nævnt Steffen Aarfings raffinerede guldstukne spejlscenografi og Mari í Dalis delikate kostumer. Slik for øjet.

Et nederlag? Kun for kærligheden. For Det Kongelige Teater bliver »Misantropen« en overlegen sejr.