»Teaterkoncert Gasolin« er blevet til en musikalsk catwalk, der surfer på overfladen

20 år efter urpremieren er Nikolaj Cederholms »Teaterkoncert Gasolin« stivnet i en flot afleveret kliché.

»Teaterkoncert Gasolin« er nu reduceret til en slags musikalsk catwalk på en bølge af vellyd. Foto: Isak Hoffmeyer Fold sammen
Læs mere

Det er 20 år siden, Dr. Dante og instruktøren Nikolaj Cederholms »Teaterkoncert Gasolin« indvarslede teaterkoncerten som en dominerende genre på de danske scener.

Dengang chokerede det nærmest, at man kunne tage de sange, der lå så lunt i gavflaben på Kim Larsen, og revitalisere dem med en anderledes rå kant af de frysende 90ere. 

Desperate, længselsfulde og varmesøgende kroppe samt musikalske forskydninger i arrangementerne lokkede nye sider af numrene frem. De enkle tekster om et småforhutlet liv på kanten fra 1970ernes krisetid fik fornyet resonans.

Siden rykkede Cederholm sine Gasolin-fortolkninger ud i Østre Gasværks store åbne, eksistentielle rum, hvor punkrebellerne fra undergrunden, frække chiks og friske fyre stadig krængede deres frenetisk-energiske afmagt ud i musikalsk løsslupne nyfortolkninger. Stadig lastet med drømme om en verden, hvor man ikke bare skal passe sig selv.

Nu er Cederholm så at sige tilbage ved udgangspunktet, på det Aveny hvor det hele begyndte, i den scenografi hvor alting startede – et kuldslået betonrør. Der er fortsat tale om et flot serveret show.

 

Men det, der engang virkede som en produktiv modarbejdelse af det indlysende i sangene, er med tiden gået hen og stivnet til en kliché.

Det kan næsten ikke være anderledes med tanke på alle de teaterkoncerter over stort set alle musikalske bagkataloger, der er løbet over scenerne. Vi kender formen, vi hygger os med den. Farligt bliver det aldrig. Uanset hvor fremragende, kropsbevidste sangere, Cederholm har befolket sit cementrør med:

Psykopatcrooneren Jimmy Jørgensen, malmbamsen Nis Pedersen, sexet-sårbare Liv Lykke, smørsouleren Mark Linn, energibundtet Marie Askehave og debutanten Frida Brygmann med den røgfarvede, følelsesdirrende stemme kan alle levere en følelse i første take. Uanset hvor sindssygt laserlyslækkert det hele tager sig ud, når der trylles med alle de visuelle tricks, Cederholm genbruger.

Det hele er nu reduceret til en slags musikalsk catwalk, en flygtig præsentation af sangene, der bæres frem en efter en på en bølge af vellyd. Masser af følelser, men ingen reel følelse. Mark Linn viser ellers vejen i den flotte afslutning – en skinhead-rebelsk sparken ud efter »This Is My Life«, men som helhed fejler forestillingen i forhold til at få hul igennem til synderligt meget i 2014.Nikolaj Cederholm har tilsyneladende lagt sig fast på, hvordan hans formfuldendte, men underligt ensartede og overfladesurfende teaterkoncerter skal tage sig ud. »Den originale udgave« hedder det i annoncen for forestillingen. Man kunne også hævde det modsatte. Hvem sagde tunnelsyn?

Hvad: »Teaterkoncert Gasolin«.

Hvem: Iscenesættelse: Nikolaj Cederholm. Musikalsk arrangement: Kåre Bjerkø. Scenografi: Marianne Nilsson og Camilla Bjørnvad. Koreografi: Vicky Leander.

Hvor: Aveny-T. Til 6. december. Aarhus Teater, Store Scene: 6. januar-14. februar 2015.