Fra 10.-21. juni er der masser af muligheder. Onde tunger mener, at et folketingsvalg er en slags teater. Det er det nu ikke, men derimod en kamp, hvor vi deler os efter anskuelser. Men hvis man ønsker en anden oplevelse, end den valgkampen giver, er der masser af muligheder i den næste tid. Og kan man ikke leve uden et politisk twist, kan en dramtisering af de så omtalte digte af Yahya Hassan, der i mellemtiden er blevet folketingskandidat, opleves på Republique på Østerbro.
Ikke kun teater, men også anden scenekunst er velkommen på teaterfestivalen. Selv glæder jeg mig derfor voldsomt til at opleve Granhøj Dans, der tales helt utroligt meget om i disse år, og hvis dans oplever global efterspørgsel. Igor Stravinskis grænsesøgende ballet »Le Sacre du Printemps« om overgangsritualer fra barn til voksen bliver en ikke mindre voldsom affære hos Granhøj Dans, og hvor publikum kan opleve en dobbeltforestilling for første gang.
For mig at se er teatret et af de sidste refleksionsrum, vi har. Her kan man ikke sidde og SMSe og surfe med sin smartphone – i hvert fald ikke uden at det bliver påtalt. På CPH STAGE kan hørehæmmede dog som noget helt nyt læse med og internationale gæster få flere danske stykker oversat til engelsk via mobilen. Men det ændrer ikke ved, at man er »på« i teatret. Teatret er et af de få steder, hvor vi er tvunget til at sidde stille og lytte.
Scenekunstens folk er værd at lytte til. I kunstens frirum kan der stilles ubehagelige, påtrængende, alvorlige, muntre, dystre, lette og tunge spørgsmål. Teatret kan det hele. Og med CPH STAGE er der en enestående mulighed for at opleve et varieret udbud.
Ingen roser uden torne. Ambitionsniveauet må gerne op. Næste år kan der ske endnu mere set fra min stol. En række af de store teatre bidrager mest med mindre ting. F.eks. er det synd, at Det Kgl. Teater ikke viser collagen med Tove Ditlevsen-tekster, »Tove! Tove! Tove!« eller »Romeo og Julie«.
Shakespeare kommer igen senere på sæsonen, men vi savner Det Kgl. i festivalen. Det samme kan man sige om landsdelsscenerne i f.eks. Aarhus og Aalborg, og en række af de større københavnske scener. Et af sæsonens, efter min mening, stærke forestillinger, »Samtale før døden«, med Olaf Johannessen som den nazistiske krigsforbryder Eichmann kunne have været et bud.
Nu er det kun tredje gang. Og alting bliver større, mere omfattende, og der skal også være plads til innovation næste år. Med dette tillæg har vi lagt vægten på, hvad man selv som publikum kan se, høre og opleve.
