Sygdommen til døden

»Parsifal« foldes ud i al sin ambivalens i Keith Warners flotte og begavede iscenesættelse på Operaen.

Den store moder og den rene dåre: Randi Stene som Kundry og Stig Fogh Andersen som Parsifal i »Parsifal«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er umuligt ikke at have et ambivalent forhold til Richard Wagner. Det er i allerhøjeste grad umuligt ikke at have et ambivalent forhold til mesterens sidste opera, »Parsifal«, der torsdag aften havde premiere på Operaen i en intelligent og flot iscenesættelse, hvor Hartmut Haenchen dirigerede suverænt og til den hurtige side, og hvor der også var meget godt at sige om dem, der stod på scenen: Stephen Milling som ridderen Gurnemanz, med al den autoritet, partiet kræver, og med en vis aristokratisk kølighed. John Lundgren som Amfortas, et bevægende højdepunkt. Stig Fogh Andersen, der i titelpartiet viste, hvorfor han er kendt som Wagner-sanger (og så måtte man tage med, at han fysisk intet har tilfælles med den unge helt, han skal forestille at være). Der var mere af samme fine skuffe.

Men »Parsifal« er en udfordring, for værket rummer elementer, som vil tiltale både racister, sexister og religiøse fundamentalister. Handlingen kort: Gralsridderne lider så såre, fordi deres konge, Amfortas, har et uhelbredeligt sår, tilføjet ham af den faldne ridder Klingsor, der kastrerede sig selv, fordi han ikke kunne holde op med at tænke på damer. Lige meget hjalp det. Han forblev en udstødt. Amfortas selv er skyldig, for han hengav sig til noget så utilstedeligt som sex, og operaens eneste kvindeskikkelse, Kundry - en stærk præstation af Randi Stene - er i ulideligt stereotyp grad både luder og madonna. Hun frister mænd til synd, men er også den, der fortvivlet søger at gøre alt godt igen, men forløsningen udebliver for de arme riddere. Kun den rene dåre kan redde det ubesmittede fællesskab af troende, og det gør han så til sidst. I skikkelse af Parsifal.

Ideologi og skønhed

»Parsifal« er kort sagt ideologisk ubærlig for et moderne menneske, men operaen er også et kunstværk af de største, med den smukkeste musik der findes, og med en libretto, som vanligt af Wagner selv, af stor skønhed. Den er ikke til at komme uden om. Men hvad gør man så?

På Operaen giver man en »Parsifal«, der er renset for kristne symboler. Det nærmeste, man kommer en visuel religiøs reference, er en buddhistisk munk, der kigger forbi, som en hilsen til den fascination af østlig mystik, som også var en del af Wagners ideologiske konstitution. Ellers er der noget sci-fi over hele set uppet, hvis bærende konstruktion er et middelalderligt tårn, der kan forvandle sig til en slags rumskib, fungere som skærm for sort-hvide flashbacks og åbne sig, som i anden akt, hvor det bliver til en vagina i overstørrelse. Tårn og rumskib, fortid og fremtid... Det hele er med, men denne iscenesættelse ville ikke være så overbevisende, hvis det ikke også var for den idébårne struktur, som den britiske instruktør Keith Warner (tidligere kortvarigt operachef i København), får skabt i samarbejde med sine medarbejdere, herunder ikke mindst scenografen Es Devlin.

Ødipalt

I første akt associeres der til noget hospitalsagtigt, med hvidklædte riddere, hvoraf nogle i øvrigt til lejligheden synges af kvinder (!). Det er Amfortas’´ sygdom, der henvises til, men vel også til den religiøse syge som sådan. I anden akt - den i mere end én forstand centrale - får den hele det ødipale udtræk, komplet med Klingsor som truende faderskikkelse og Kundry som smækker moderfigur, der forsøger at forføre den Parsifal, der i samme akts begyndelse kravler freudsk infantilt rundt i en kravlegård. I tredje akt skulle forløsningen komme, ifølge Wagner, men den kommer ikke. Religionen forbliver den sygdom til døden, som den var fra forestillingens start. Og her er vi så tilbage ved ambivalensen, som også er selve denne konkrete opsætnings bevidste ambivalens: Den holder Wagner og hans tossede ideer ude i strakt amt. Tiderne er skiftet. Anderledes kan det ikke være. Heldigvis.