Svend, Knud og Tutankhamon - det er crazy

More fun please, we’re British: Årets udgave af Crazy Christmas Cabaret er lige så elskelig, som den plejer at være

Ingen jul uden den dansk-engelsk-talende Dr. van Helsingør – i skikkelse af en godt formummet Vivienne McKee. Foto: Thomas Petri Fold sammen
Læs mere

Er det mumiernes skyld, at det hele er så indviklet? For nu at forsøge at være lige så vittig som sæsonens aftapning af den traditionsrige Crazy Christmas Cabaret inde i Glassalen i Tivoli.

»Don’t Touch Nefertiti« er titlen i år, og vi er da også hensat til 1920erne, hvor en række mere eller mindre forvirrede arkæologer og deres damer forsøger at finde den ægyptiske dronnings grav – eller noget i den retning.

Det er ikke helt til at vide det, for alt er så vildtvoksende, som det plejer at være hos Vivienne McKee, first lady of fun, og hendes tro undersåtter i årets traditionsrige og bindegale humørforestilling.

Selv optræder hun med tung fransk accent som fremmedførersken, og forførersken med det passende navn Rosetta Stone, »different accent, same legs« – der vist nok skal forsøge at narre nogle kolonialistiske englændere og hjælpe de uformående ægyptiske frihedskæmpere.

Eller også er det omvendt, for som altid i den engelske christmas pudding af en forestilling, vi danskere elsker på gud-ved-hvilket år, fortaber intrigen sig i sidehistorier, anakronismer, skøre entreer, publikumsdeltagelse, vandede vittigheder, lavtflyvende ordspil og jolly good fun på tværs af rampen. Sat på scenen med en charme, en professionalisme og et blink i øjet, der smitter.

Meget er, som det plejer, og tak for det: Andrew Jeffers får (næsten) en pause fra den overdådige dragkomik, når han i år også skal blande sig i forviklingerne som en særdeles vellignende udgave af mesterdetektiven Hercule Poirot.

Altid præcise David Bateson må en tur i kvindernes omklædningsrum. Herligt. Hvis han da ikke lige er en meget tysk professorskurk ved navn Gustav von Hinten. Lige så herligt. Bennet Thorpe springer blandt andet rundt som en engelsk udgave af Indiana Jones.

Ny i klassen er Casper Philipson, mere britisk end crumpets and tea, som overklasseløg med arkæologiske tilbøjeligheder.

Ustyrlige kameler

Læg dertil et par velsyngende damsels in distress – den elegante Katrine Falkenberg, der er ret henrivende som lettere imbecil og meget amerikansk filmstjerne, og Rikke Hvidbjerg som hendes skulende, danskfødte rivalinde ved navn Lotte Koch – prøv at sige det hurtigt og på engelsk!

Begge damer kan i øvrigt lade stemmebåndene blafre som en ørkenstorm i de mange pophits, der undertitden forvandler travestien til noget, der minder om den moderne musical. Og så kommer vi ikke uden om, at Kirstens Brinks kulisser og skægge kostumer samt Bjarne Olsens pyramidalsk flotte lyssætning er med til at gøre showet til en kulørt fest for øjet.

Som altid er forestillingen for lang. I første afdeling har figurerne mere travlt med at fortælle, hvad det hele handler om, end egentlig at være oppe i omdrejninger. Det kommer vi til gengæld efter pausen med nogle ustyrlige kameler som forestillingens absolutte latterclou. Jo, så blev det atter jul.

Jeg har sagt det før, men jeg siger det gerne igen: De er skøre, de englændere. Men som de synger et sted undervejs: »A little party never killede nobody«. Eller som den trofaste Dr. Van Helsingør fra Elsinore ville sige det: »Slap off! Hold the whole holiday. I don’t give a cardboard duck. Full fart on!!«

Hvad: »Crazy Christmas Cabaret 2015 – Don’t Touch Nefertiti«.

Hvem: Manuskript og iscenesættelse: Vivienne McKee. scenografi: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis.

Hvor: Tivoli, Glassalen. Til 9. januar. Musikhuset, Aarhus.14. -16. januar.