Alt er relativt. Ingenting er helt sikkert. Hvordan mødtes man for eksempel? Var det til et bryllup eller en barbecue? Og sov han hjemme hos hende efter den første date, eller blev han sendt hjem?
Det er i en have i regnvejr til en grillfest, at Marianne og Roland mødes. Men hvem der siger hvad til hvem, og hvem der tager det endelige skridt, det er der mange fortolkninger og gennemspilninger af i britiske Nick Paynes elegante kærlighedsdrama »Konstellationer« på Husets Teater.
For det er kærligheden i netop forskellige konstellationer, han sætter på scenen. En mand og en kvinde, men i uendeligt mange udgaver af de samme scener, der så bare aldrig er præcis den samme scene. Små bitte nuancer, der gør hele forskellen. Der er en lille betoning til forskel, måden at smile på, måden at nærme sig hinanden fysisk på.
På den ovale scene er kun Iben Dorner og Thomas Levin, men de står til gengæld på hele kosmos – på det uendelige rum.
For hun er videnskabskvinden, der forsker i teoretisk fysik. Tvivleren, men i Iben Dorners spil også smuk og stærk, klog og kaotisk på én og samme tid. Roland er biavler, og Thomas Levin tilfører ham noget af den samme bløde eftergivenhed som hans honning, når han rynker panden for helt at forstå, hvor Mariannes tanker og følelser er på vej hen.
Et usædvanligt smukt og stærkt stykke
Nick Paynes tekst går i ring, de samme ganske få situationer fra et parforhold gentager sig og gennemspilles i utallige variationer. Først er de sammen, så går de fra hinanden, så bliver de par igen, og så ...
Så forstår man pludselig, hvorfor kvindens næsten barnligt skøre scorereplik om ikke at kunne slikke sin albue var så vigtig. Den mærkværdige start på stykket får med slutningen en ekstraordinær styrke og forklarelse.
»Konstellationer« går sin sejrsgang over den internationale teaterscene. Nick Payne har skrevet et usædvanligt smukt og stærkt stykke, der midt i de mange ord, alvor og følelsesstorme ikke er bange for at være morsomt som en romantisk komedie. Det er først sødt som honning for så at stikke smertefuldt som bien.
Når den komprimerede, intense time er slut, føler man faktisk, man har fået det hele med. Nick Payne har sagt alt. Hverken for meget eller for lidt. Men lige præcis dét der skulle siges.
Hvad: »Konstellationer« af Nick Payne.
Hvem: Oversættelse: Karen-Maria Bille og Simon Boberg. Iscenesættelse: Ramin Gray. Scenografi: Edward Lloyd Pierce. Med: Iben Dorner og Thomas Levin.
Hvor: Husets Teater. Til 15. november.
