Strålende tåspidsdans i pragtkostumer

ccc
Læs mere
Fold sammen

Det var modigt, da Nikolaj Hübbe som den første balletmester på Det Kgl. Teater for fem år siden tog Petipas krævende helaftensballet »La Bayadère« ind i repertoiret. Mindst lige så modigt er det, at han nu har gjort det samme med Petipas sidste store virtuose bravurværk, »Raymonda«, der havde urpremiere i Skt. Petersborg i 1898.

Igen klarer Den Kgl. Ballet de udfordrende trin med glans, og assisteret af bl.a. den tidligere franske stjernedanser Florence Clerc har Hübbe formået at lave en yderst vellykket iscenesættelse af »Raymonda«. Faktisk en decideret pragtopsætning. For ligesom i »La Bayadère« har balletmesteren allieret sig med den fremragende scenograf Richard Hudson, der bl.a. er kendt for sin prisbelønnede scenografi til musicalen »Løvernes Konge«.

Oprindeligt udspiller »Raymonda« sig i middelalderen. Men ved at rykke historien frem til rokoko-tiden har Hübbes og Hudsons version fået en helt anden lethed, skønhed og elegance, end man oplever i mange udenlandske opsætninger. Endvidere er den ret uinteressante historie om den smukke Raymonda, der er forlovet med en kristen korsridder, men bliver jagtet af en saracenerridder, gennem opdateringen med held blevet forenklet og gjort politisk mere korrekt ved at nedtone det religiøse og ændre drab til forsoning.

Hübbes fokus er på Raymondas udvikling fra ung pige til voksen kvinde. Men ballettens overnaturlige element med Den hvide dame, der hjælper Raymonda, er bevaret. Som altid handler »Raymonda« dog først og fremmest om klassisk ballet i al sin herlighed fra rene klassiske trin til karakterdanse og nationaldanse.

Lige fra første akt i det franske rokoko-miljø med sarte lyse farver er J’aime Crandall på premiereholdet forunderlig graciøs og sikker i titelrollen. Smukt fylder hun rummet i drømmescenens vemodige solodans, og i anden akts orientalske univers folder hun sig iført dybrød tutu ud i forrygende ækvilibristiske tåspidstrin, inklusive spring helt oppe på tåspidserne. Og hun er skøn i den slaviske solodans i det forrygende ungarske divertissement til bryllupsfesten i tredje akt, hvor farveskalaen raffineret er holdt i sort, hvidt og guld.

Som Raymondas forlovede, der i denne version er en ungarsk greve, er Alexander Bozinoff glimrende med elegante linjer og fine spring. Rivalen, Abderam, der nu er en spansk-maurisk prins, er i skikkelse af Jón Axel Fransson både dramatisk og erotisk farlig i sin inciterende smidige dans.

Holly Jean Dorger danser med strålende overskud som veninden Henriette, og Caroline Baldwin er raffineret som Clémence. Begge flankeret af flot springende kavalerer.

Forestillingen byder på masser af flotte optrin med korpset, og så er det et scoop, at »Raymonda« også har gode indslag til balletbørnene i de folkloristiske danse.

Meget fint understreger Glazunovs dansante og velinstrumenterede musik ballettens forskellige miljøer, og Det Kgl. Kapel klinger smukt i orkestergraven under ledelse af Graham Bond.

Raymonda

Koreografi og iscenesættelse: Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa. Musik: Aleksandr Glazunov. Scenografi og kostumer: Richard Hudson. Den Kgl. Ballet. Det Kgl. Kapel. Dirigent: Graham Bond. Gamle Scene til 20. april.