Stor præstation af Karen-Lise Mynster som benhård løvemor

Kaspar Rostrups meget fine iscenesættelse af »Glasmenageriet« på Folketeatret får Tennessee Williams stykke om sin egen ulykkelige familie i 1930ernes depression til at gå op på smukkeste vis.

I familiens fængsel: Jens Sætter-Lassen og 40-årsjubilaren Karen-Lise Mynster. Foto: Thomas Petri Fold sammen
Læs mere

Kan man overhovedet spille den amerikanske dramatiker Tennessee Williams i dag? Hvad skal vi med hans tilsyneladende realisme, der ikke rigtig er det alligevel – pumpet op med freudianske understrømme, undertrykt seksualitet, livsløgne, tungtvejende symboler, den drømmende og småhysteriske tone.

Alle disse knuste forhåbninger, al den bablen om fortiden, kritikken af »The American Way of Life«? Al den forgiftede utilpassethed?

Det er meget muligt, at Folketeatrets forsøg med dramatikerens debutdrama, »Glasmenageriet«, på overfladen falder lidt gammeldags ud. Om det så er de flagrende gardisettegardiner – 1940ernes og 50ernes foretrukne vis at skabe illusion om drøm og erindring på – er den på plads i scenograf Stine Martinsens stemningsfulde gengivelse af familien Wingfields slidte stue.

Men sådan som instruktøren Kaspar Rostrup går til teksten med forbilledlig musikalitet og udsøgt nænsomhed, får »Glasmenageriet«, stykket om dramatikerens egen ulykkelige familie i 1930ernes depression, lov til at forsvare sin klassikerstatus med hud og hår.

En benhård nyser

Centralt står 40-årsjubilaren Karen-Lise Mynster, der får alle facetter af den dominerende moderfigur med. Hun er rørende og rædselsfuld, udleverer og forsvarer virtuost dette facetterede portræt af misforstået moderkærlighed.

Nok er dette hundyr en neurotisk drømmer, der søger tilflugt i ungdommens snobbede koketteri, men hun er også en benhård nyser af en løvemor, der både tromler og omklamrer sit kuld og slås for dets overlevelse og sine livsløgnes ditto. Som kan stampe i jorden af indædt insisteren på at sætte sin vilje igennem.

En fabelagtigt morsom og rystende præstation af en stor skuespiller på højden af sin formåen.

Og som den utilpassede søn, fortæller og forfatterspire, der længes efter at stikke af fra familiens klaustrofobiske overgreb og lagerarbejdets tristesse, klarer Jens Sætter-Lassen den vanskelige opgave at pendulere mellem desperation og ømhed, mellem oprør og underkastelse.

Snart bristefærdig af ophidselse over moderens groteske mangel på realitetsfornemmelse. Snart punkteret med armene opgivende ned langs siden.

Med en storøjet Ena Fogh som en meget rørende klumpedumpe af en Laura, den forkrøblede, socialt handicappede søster, som moderen forsøger at få afsat til en ung mand fra sønnens arbejde.

Scenen mellem hende og Nikolaj Bjørn Andersens velmenende, men uforstandige »bejler« er hjerteskærende og forfærdende spillet af dem begge som forestillingens kulmination.

I det hele taget er »Glasmenageriet« et eksempel på en forestilling, hvor alt går op på smukkeste vis.

Hvis det spilles så godt som her, så falder lyset gennem det så magisk, så sammenligningen med Lauras skrøbelige glas-enhjørning, der fanger lysets stråler og derved bliver magisk, ligger lige for.

Så bliver det et bevægende, poetisk og medmenneskeligt mesterværk, der muligvis blotlægger perverterede familieforhold, men også giver syndsforladelse til svaghed. Som handler om menneskers svære forsøg på at forstå hinanden, på at opretholde intime relationer i familien og udenfor.

Se Teatersnak med instruktør Kaspar Rostrup på b.dk/kultur

Hvad: »Glasmenageriet« af Tennessee Williams.

Hvem: Iscenesættelse: Kaspar Rostrup. Scenografi: Stine Martinsen. Oversættelse: Emmet Feigenberg.

Hvor: Folketeatret, Hippodromen. Til 6. december.