Stina Ekblad imponerer i chokerende stykke

Rystende præstation af Stina Ekblad i fremragende opførelse af »Lang dags rejse mod nat« på Folketeatret.dk.

Smertespil: Stina Ekblad spiller morens tragedie frem i forreste række i Folketeatret.dk’s »Lang dags rejse mod nat«. Her med Waage Sandø.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Petri
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Lang dags rejse mod nat« er Eugene O'Neills skuespil om sin egen ungdom - om hans halvfordrukne livsløgner af en skuespillerfar, som nu har svigtet kunsten for pengenes skyld. Om hans mor, klosterskolepigen, hvis lykketilværelse fordampede, og som i stedet overgiver sig til morfinens tågeslør. Om den mislykkede storebror, som brutalt gør, hvad han kan for at leve op til rollen som en fiasko. Og endelig handler det om O'Neills egen drøm om at blive digter - ikke mindst som en vej til at bryde ud af familiens fastlåste torturkammer.

Det er nemlig først og fremmest et opgør med den kernefamilie, som her demonstreres i fuld opløsning indefra. Et stykke, der i sin sandhedssøgende, brutale form og sin moralske dom over familien placerer sig på den lige linje mellem Strindberg og Lars Norén. Men også et kærligt stykke i sin forståelse for fire martrede sjæle - fortiden lever som et spøgelse i store monologer som på Folketeatret.dk af iscenesætteren Terje Mærli trækkes helt frem til rampen.

Grusom manipulator

Formår stykket stadig at chokere? I den grad. For det første understreger Mærli dets ekspressive karakter, godt hjulpet af Karin Betz skrabede stålskelet af familien sommerhus i to etager: En drømmespilsramme. Og samtidig når spillet op i det fuldt udfoldede, tragiske format, som må være en forudsætning for, at digterteksten kan lykkes. Ikke mindst takket være formidable Stina Ekblads fængslende præstation som narkomanmoren.

I begyndelsen åh-så-skrøbelig, men samtidig koket ungpigeflagrende på en manisk-eksalteret lystspiltone. Hvert et smil, hvert et yndefuldt nedslagent blik er velovervejet. For er denne mor ikke mindst lige så meget en mimose af stål? En grusom manipulator som udnytter sin sygdom til at få det, som hun vil have det? Og som i øvrigt selv vælger den forfærdende vej, hun vil gå, fordi hun ikke har andet end tomhed i sig?

Stina Ekblad udstiller fremragende rollens dualisme: Bedst som de store øjne fyldes af tårer, og al kraft siver ud af den porcelænsskøre skikkelse, hugger hun til i næste sekund med barsk hvæsen i et helt andet toneleje i stykkets mange opgør. Hendes isnende retræte ind i barndommens lykkeland med en rystende grusom rablen er lysende spillet. En stor skuespillerinde i fuld kontrol over sine virkemidler. Over krop og stemme - i stykkets tjeneste. Skuespilkunst på et rystende niveau, vi slet ikke er vant til herhjemme. Takket være Stina Ekblads niveau bliver forestillingen ikke mindst et stykke om martyriets, om offerets tyranni. Om samværets fallit som noget, der måske i en bedre verden kan rettes op på, fordi dårlige undskyldninger og årsagsforklaringer fastholder os i de roller, vi spiller.

Og spillet om hende er glimrende.

Waage Sandøs far ageres på jovialiteten. En (næsten for) rar mand, men også en svag mand. En lystløgner i stort format. Og Ken Vedsegaard slår overraskende stærkt til med fatalistisk destruktion i blikket som storebroren. Flot. Som den dødsmærkede digterspire har Thomas Magnussen det meste af den brændende desperation, mens Signe Kærup Hjort er fint hverdagspoetisk som den sunde (jyske!) kontrast som familiens evigt betragtende tjenestepige. Men det er og bliver Stina Ekblad, der er forestillingens rystende midtpunkt. Hun gør tragedien fuldt synlig og dens smertepunkter overrumplende nærværende.