Standuppere mangler revyens mod

Fire garvede komikere har skabt den første stand-up-revy. De kunne godt lære af den traditionelle revys mod til at udfordre.

Michael Schøt, Flemming Jensen, Omar Marzouk og Sebastian Dorset får point for ambitionen om at forene de to beslægtede genrer standup og revy. Men der er til gengæld minuspoint for udførelsen, der er så konform, at det keder i længden. Foto: Bax Lindhardt Fold sammen
Læs mere

Initiativet skal have ros. Ikke tidligere er der taget så konsekvent et greb på at kombinere klassisk revy med den nyere stand-up-genre. Der er blevet talt om det, men længere er det sjældent kommet.

Men med »Stand-up revyen 2016« har fire handlekraftige mænd, Omar Marzouk, Sebastian Dorset, Michael Schøt og Flemming Jensen, kastet sig ud i at forene de to trods alt beslægtede genrer. Fra det bevidst koreografisk klodsede, men charmerende åbningsnummer, der vil matche åbningerne på de etablerede sommerrevyer, til det udråb, der i hvert fald engang var fast indgrediens i et stand-up-show: »Hva’ så, er der nogen fra Brønderslev?«

Om foreningen lykkes, er en anden snak. Forenede er de fire komikere uden tvivl, men samtidig også for enige. For selv om de på scenen har forskellige udtryk, er de i holdninger og vinkling nærmest umulige at skelne fra hinanden. Det giver en konformitet, som i længden keder lidt. Her kunne »Stand-up Revyen 2016« med fordel lære af de gammeldags revyers variation og mod til at udfordre publikum.

I revyen i PH-Caféen er alle, der stemmer på Dansk Folkeparti, klaphatte, Syrien nævnes i majoriteten af numrene, og selv om Michael Schøt mener, at hans råbende bandbulle mod alle, der groft sagt ikke ligner ham, er overraskende, er den snarere det modsatte. Hans forslag om at udelukke dumme mennesker fra at stemme ved folketingsvalg er det nok mest intellektuelle vælgere, der i et svagt øjeblik går og drømmer om bliver til virkeighed. Omar Marzouk har et godt drejet nummer som auktionariusen, der sælger værdier som »ytringsfriheden« og »unge pigers værdighed«. Det har Flemming Jensen også med sin gennemgang af indbyggerne i det kristne Danmarks evne til at leve op til de ti bud. Vi fejler totalt.

Revyen afvikles mærkeligt famlende med suffløsen i en central rolle. Timingen ikke bare halter, men decideret humper. Måske er det bevidst, men det fremhæver svaghederne og trækker tynde jokes i langdrag. Alt for tit har man gættet pointen, inden den bliver sagt. »Stand-up Revyen 2016« er ikke en afgørende fornyelse i dansk underholdning. Men ideen kunne godt fortjene en gentagelse – gerne med et hold, der tør udfordre de vedtagne holdninger mere.

Hvad: Stand-up revyen 2016. Hvem: Tekster: Omar Marzouk, Flemming Jensen, Sebastian Dorset og Michael Schøt. Instruktion: Lars Knutzon. Hvor: PH-Caféen, Vesterbro. Til 30. juni.