I finanskrisen og ikke mindst under den efterfølgende langvarige økonomiske krise de senere år har en lang stribe mennesker tabt mange penge. Det har været blodig alvor, og det er det stadigvæk. I »Robin in the Hood« er der dog ikke meget kant, og det er synd, for flere af elementerne i den jævne underholdningsblanding er ret markante hver for sig.
Lasse Rimmer og Christian Fuhlendorff er til daglig tæt på suveræne på stand-up scenerne. Den første som ordsikker Kloge-Åge og den anden som en uregerlig improvisationens mester. I »Robin in the Hood« spiller de dog ikke karakterroller, men en mildere udgave af deres stand-up personligheder. De er begge to morsomme i glimt, men historien om Robin Hood, der vil tage fra de rige og give til de fattige, er ikke særlig stramt fortalt. Og oven i købet afbrydes den hele tiden af tilbagelænet reggae sunget af Wafande og spillet af Pharfar med band. De er gode nok til deres metier, men reggae og stand-up brokker er ikke noget naturligt match, og der er ikke gjort noget synderligt for at få de to umage elementer til at smelte sammen. Orkesteret spiller på to etager i højre side af scenen og kun en velsyngende Wafande bevæger sig rundt, men han er ikke just nogen cheerleader og musikken virker løsrevet fra komikken.
Som et tredje og endnu mere løsrevet element har man engageret to dygtige artister, som man kunne kalde kropsekvilibrister. Christel Stjernebjerg og Daniel »Sonic« Rojas udtrykker nogle af de ting, som Rimmer og Fuhlendorff taler om. De tager fatsuits på og ruller rundt på scenen og de opererer både i scenens højde og i scenens dybde i en i øvrigt stemningsfyldt koreografi. Daniel og Christel er kort sagt deres eget lille festfyrværkeri af et show i showet.
Helte i underhylere
Ambitionerne stopper desværre ved havelågen for morskabsteater eller med andre ord den lette underholdning, og det er lidt synd for det ellers vigtige og vægtige tema. Både fans af artisteri, reggaemusik og stand-up komik vil få for lidt af deres respektive interesser og blandingen af de tre ting virker ofte tilfældig. Man må formode, at Rimmer og Fuhlendorff – der er medforfattere på stykket – er engageret som publikumsmagneter, men efterhånden som de farer vild i roderiet På Nørrebro Teater mindede de mig mere og mere om titlen på en af de mindst morsomme film om Robin Hood. »Helte i underhylere« af Mel Brooks. De står halvnøgne tilbage med deres ubrugt talenter.
Først i de sidste ti minutter giver Fuhlendorff temaet kant med en historie om hans far og finanskrisen. Forudsat den er ægte. Men da er det næsten for sent at ruske op i publikum, fordi vi er vugget i en form for hyggedvale af reggaetonerne.
