Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Helt ærligt: Sådan er der da slet ikke nogen, der taler. Instruktøren Ulla Gottliebs egen oversættelse af britiske David Hares seks år gamle stykke »My Zinc Bed« er ladet med anglicismer - og dermed lægges et ekstra filter ind mellem figurerne og det danske publikum.
Måske har det været lettere at sluge Hares mange tirader på modersmålet, men i den danske opsætning bliver dialogen underlig kunstlet, hvor dygtigt de tre på scenen end spiller deres roller og har alle forudsætninger for at spille dem.
Det er med til ubarmhjertigt at afsløre David Hares drama som lidt af et konstrueret teaternummer. Han forsøger behændigt at blande de personlige og politiske planer i et ejendommeligt trekantsdrama, som opstår mellem den mystiske Victor Quinn, tidligere kommunist og nu computermagnat, Paul, en talentfuld ung forfatter, der kæmper med alkoholisme, og som bliver hans protegé- og Victors kone Elsa, der selv klynger sig til et liv uden afhængighed af sprut og kokain. En ménage à trois på baggrund af IT-branchens store krise i begyndelsen af århundredet, hvilket giver anledning til tung filosoferen om det moderne menneskes rodløshed.
Men hvor godt integreres denne verbal-tsunami om alt for meget på en gang med det - i øvrigt mere velfungerende - trekantsdrama, hvis melodramatiske spænding tager næring fra, hvorvidt de gør det eller ikke gør det, og hvor meget ægtemanden ved? Sammensmeltningen lykkes ikke så godt, vil jeg påstå. Til gengæld rummer stykket gode, skarpe og vittige ord for et ægteskab i stilstand og for kampen mod afhængighedens fornedrelser.
Ulla Gottlieb, der mestrer det intime og ladede spil mellem figurer, har heldigvis fået det meste ud af sine skuespillere, skønt dialogen undertiden går noget stærkt. Trods viddet er det jo ikke Noël Coward det her. Søren Spanning er sikkerheden selv som hanrejen, der måske ligefrem selv har kastet sin kone i armene på den unge forfatter? Han har arrogancen, formatet, farligheden, øjeblikke af desillusion, når han erkender, at idealerne og illusionerne for længst er væk i en verden, der har ændret sig. Måske alt, undtagen den varme, som filantropen også må have? Og Mads Riisom er lige ved at være helt rigtig som den unge forfatter, hvis selvopfattelse kommer under pres, da han en kort »cybersommer« drages mod både den stærke mand og hans kone, som han genkender sig selv i - finest i de afsluttende, resignerende scener, hvor han alligevel nægter at opgive sin tro på tilværelsen til spruttågerne. Og endelig er Julie Carlsen, altid hjemme i det realistiske drama, lige ved at få et rigtigt menneske ud af den vingeskudte hustru og hendes fastlåste, desperate position. Hun spiller rollen på en fin og bevægende blanding af hårdhed og følsomhed, med blik for styrker og svagheder. Begge dele har Hares stykke som sagt også mange af.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
