Spredt fægtning i Ulvedalene

”De tre musketerer” i Dyrehaven er lejlighedsvis flot, men også lovligt forsimplet.

På godt og ondt: Helten Peter Plaugborg slås med skurken Morten Suurballe i Ulvedalene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Miklas Szabo/Det Kongelige Teater

FRILUFTSTEATER. Indrømmet: Friluftsteater foran 3.000 tilskuere kræver store armbevægelser og færre ord. Men behøver de nu også at være så enfoldige, ordene, som Jokum Rohdes dramatisering af Dumas’ roman er udtryk for i Dyrehaven, hvor Det Kongelige Teater, med egne ord, er taget på ”årets mest eventyrlige skovtur” med ”De tre musketerer” som friluftsteater i kæmpeformat.

Man kan godt høre diskussionen i dramatikerhovedet: Nu må vi forsøge koge dialogen ind til det allermest nødtørftige som kan guide publikum pædagogisk igennem: ”Vi er de tre musketerer!”

Resultatet er desværre ikke blot, at der tales med blokbogstaver fra start til slut, men også, at Dumas gamle, ridderromantiske historie reduceres til meget lidt og rollerne – i forvejen hårdt trukket op som onde og gode, snedige og tåbelige typer – nægtes enhver form for fylde i forestillingens bestræbelse på at være en for alle.

Bør de tre musketerer dog f.eks. ikke have lidt flere særkender, end Jens Jørn Spottag, Henrik Koefoed og Michael Brostrup får love at tilføre dem? Nu primitiviseres fortællingen, som – trods alt – er mere avanceret. Nu reduceres psykologien. Ud med romantikken, ind med den håndfaste, sjælløse tegneserie meget frit efter forlægget. Og længe leve den forgrovede, anakronistiske lavkomik. Udfaldet er mere Asterix & Obelix end Alexandre Dumas. Rohde har dog – dengang i samarbejde med Jørgen Ljungdalh – med dramatiseringen af ”Ivanhoe” vist, at man altså godt kan tiltro publikum lidt mere skønånd. Selv på en sommeraften.

Sexmaskine

På de givne betingelser er Peter Plaugborg nu en flot og naiv d’Artagnan, helt med apostrof og udråbstegn. Hans lange, atletiske skikkelse gør sig godt på friluftsscenen. Helle Fagralid er ved at få et helt lille menneske frem af hans elskede Constance – frækt fremkommelig og evigt spurtende på sine ben med de stribede Pippi-strømper. Evigt snerrende Morten Suurballe og Marie Louise Wille, maskeret som Sanne Salomonsens lillesøster, er psykopatonde som mørkets fyrste, den lede kardinal og hans værktøj, den forræderiske sexmaskine Mylady, mens Søren Sætter-Lassens konge er et liderligt fjollehoved, der forvandles til retfærdig drot, som river citatordbogen af sig. For nu at tage et par stikprøver.

PH-lampe

Er det da slet ikke flot? Jo da, ind i mellem. Elisabeth Lintons iscenesættelse er i hvert fald gesvind. Særligt efter pausen, hvor dramaet, trods alt, spidser til. Hvor et par af de ind – og udgange, der altid gør sig godt på friluftsscenen, imponerer, og hvor lyset hjælper til med at få samling på den spredte fægtning. Når vi nu er ved den, så er kampscenerne temmelig tjattende. De grelle kostumer er ikke ligefrem overvældende. Og Steffen Aarfings scenografi fungerer bedst ovre i den ene side, hvor Bastillefængslet som kæmpestor rustvæg kan åbne sig effektivt og åbenbare helvedes forgård.

Til gengæld er kongens Louvre ved siden af noget arkitekttegnet noget, der mest ligner en kuldsejlet PH-lampe i kæmpeformat eller en pavillon fra EXPO. Den skygger tilmed fuldstændig for den natur, vi ellers er kommet for at se på, og som vel, trods alt, er en af ideerne med friluftsteatret?

Bedst af det hele er naturligvis dyrskuet – i denne omgang kun de fyrigt galopperende heste, hvis hovtordnen melder sig effektivt, før de suser forbi tilskuerpladserne. Dem klapper vi gerne ad, selv om de sikkert ikke forstår en pind af det hele.

”De tre musketerer”. Skuespil af Jokum Rohde efter Alexandre Dumas’ roman. Iscenesættelse: Elisabeth Linton. Scenografi Steffen Aarfing. Kostumer: Magdalena Stenbeck. Lysdesign: Ulrik Gad. Koreografi: Bill Holmberg, Komponist: Joachim Holbek. Det Kongelige Teater, Friluftsteatret i Ulvedalene. Til 4. juli.