Spis også broccolien

Komikeren Thomas Hartmann tager alvorlige emner op i sit nye show »Betamax«. Det er ind imellem svært at tage ind som publikum.

Foto: MEW Fold sammen
Læs mere

Vi lægger så at sige klassisk ud: med sæd, sukker og sure kvinder. For så at gå over i tømmermænd, der tager torturlignende dimensioner, når man som Thomas Hartmann har rundet de 45 og er tæt på klinisk død i halvandet døgn efter en bytur.

Men mere klassisk er det ikke, end at den han med ironiske pædagogiske kommentarer henvender sig til er 23-årige Amalie på første række. Hun er så ung, hun ved slet ikke, hvad livet udvikler sig til, når man er dobbelt så gammel..

 

For »Betamax« er – som de gamle nok kan regne ud med den titel – et show om at blive ikke bare voksen og moden, men også et show om tiden. Om fortiden og nutiden. Og den fremtid, de fleste sikrer sig mod ved at få børn. Bare ikke Thomas Hartmann. Med sin selvvalgte barnløshed har Hartmann konstant skulle forsvare overfor kernefamilierne, at han har valgt anderledes. Han prikker til det klassiske argument, om ikke han er bange for at blive ensom som gammel, og påpeger, hvor egoistisk det argument faktisk er. Han er direkte rå og fræk arrogant, når han siger, at han mener, der er for mange uegnede forældre og påpeger, at det burde være umuligt, at kunne skabe liv i en tilstand, hvor man hverken kan køre bil eller »skrive en SMS på en iPhone, nogen kan forstå«.

Barske erfaringer

Det er et stærkt og subtilt afsnit i showet. Ikke mindst fordi der bag de skarpe jokes om forældre ligger barske erfaringer. Med en far han ikke har talt med i otte år. De er begge barnløse, som Thomas Hartmann siger. Han synes dog, at det er bedre at »fravælge dem, inden man får dem«.

Den sidder – smask. Sådan en aften i et proppet kulturhus. Hvor folk er kommet for at more sig.

 

Men hvis man bare vil grine hele tiden, er Thomas Hartmann ikke den rette komiker at opsøge. For nok er han morsom, fræk, vulgær og charmerende, men han er også elitær og krævende. Han facon er underspillet og har, selv når han bygger absurde situationer som tømmermændene under Le Mans op for vores blik, en minimalisme i sin aflevering. Her er ingen store fagter eller komisk mimik til at hjælpe latteren på vej. Han jagter ikke publikums belønnende grin.

Der bliver også stille, da han fortæller, at når han er så glad for at stå på scenen nu, er det fordi, han for kort tid siden var et helt andet sted i sit liv. Med en følelse af, at »der kun var broccoli tilbage på tallerkenen«.

 

Hvor mange roser, Thomas Hartmann end skal have for at tage noget så personligt og tæt på som depression og dysfunktionelle familieforhold op, så sidder jeg alligevel tilbage med en følelse af, at der noget større og stærkere i det materiale. Som ikke fandt sin virkelige balance her. Klemt inde mellem klassiske drengerøvjokes og den midaldrende mands refleksioner over tidens gang med teknikken som udgangspunkt. Selv om Hartmann til sidst får hæftet det hele elegant og overraskende sammen – toiletjokes, depression og sortsyn.

Der lurer noget uforløst smertefuldt under den komik, der i sidste ende vandt over tragikken i Thomas Hartmanns krise. Det her er alvor. Som det jo oftest er med den bedste humor. Men som publikum er det svært at rumme i den form, det i sidste ende får i »Betamax«. Fordi vi jo alligevel skal videre til næste sjove billede.

Hvad: »Betamax«.

Hvem: Af og med: Thomas Hartmann.

Hvor: Turné i hele landet. Til slut april.