Spark til kulturkanonen

»Dans2Go« viser koreografikunstens mangfoldighed med uddrag fra »Svanesøen« og en ny kulturpolitisk kreation af Tilman O’Donnell.

Den Kgl. Ballet i Tilman O’Donnells »In Life & Love & So On«. Foto: T.M.Rives Fold sammen
Læs mere

Den Kgl. Ballet præsenterer nu for sjette gang »Dans2Go« på Gamle Scene. Her kan publikum til enhedspris opleve balletkunstens mangfoldighed, og med den hvide akt fra første del af »Svanesøen«, efterfulgt af et splinternyt, filosofisk og kulturpolitisk tale-værk af den amerikansk-tyske koreograf Tilman O’Donnell, kan man roligt sige, at den nye udgave af succeskonceptet viser, hvor stor spændvidde koreografi kan have. Klassisk tåspidsdans for fuld skrue indleder aftenen i det omkring 40 minutter lange uddrag fra Nikolaj Hübbes og Silja Schandorffs nye version af »Svanesøen«, koreograferet efter Petipa/Ivanov. Et uddrag, der fungerer glimrende som selvstændigt indslag, men pladsmæssigt bliver lidt indeklemt på Gamle Scene. Ligesom til forårets premiere på Operaen kunne man torsdag opleve J’aime Crandall som en teknisk sikker Odette, flankeret af 28 hvide tutuklædte svaner og nu med Jonathan Chmelensky som en elegant og flot springende prins ved sin side.

At publikum nu kan opleve den unge, begavede Tilman O’Donnell, der blandt andet har været danser hos William Forsythe, kan vi takke Corpus (Den Kgl. Ballets eksperimenterende kompagni i kompagniet) for. I sin nye kreation, »In Life & Love & So On«, tager O’Donnell udgangspunkt i forelæsningen »From Logic to Anthropology« af den franske filosof Alain Badiou, som vi både hører og ser glimt af på film, og hvis tekster indgår i dansernes talekor.

Ligesom i den franske koreograf Maugy Marins mesterlige værk »Ha! Ha!« fra 2006 sidder danserne i »In Life & Love & So On« bag nodestativer og ligner et orkester. Men hos O’Donnell sidder de 29 joggingklædte dansere ikke på scenen, men i selve orkestergraven, der er forhøjet til lejligheden.

Foran dem står O’Donnell selv og dirigerer tale, lyde og kropsbevægelser i det stramt strukturerede væk, der har undertitlen »En koreografisk koncert«.

Meget aktuelt kommer danserne med frustrerede bemærkninger om Det Kgl. Teaters mange bygninger og de varslede besparelser, og elegant bliver Badious ideer om negation og muligheden for at tænke anderledes og bryde regler brugt til en humoristisk kritik af den danske kulturkanon fra 2006.

Balletkendere vil både i scenografien og i Mikkel Ploughs fine guitarspil live på scenen genkende brudstykker fra de kanoniserede balletter »Sylfiden«, »Enetime« og »Etudes«. I det hele taget er »In Life & Love & So On« et godt tænkt og velformet værk, men måske ikke det bedst egnede til at lokke nye kunder i butikken – hvilket jo er en del af formålet med »Dans2Go«.

Hvad: »Dans2Go«.

Hvem: Den Kgl. Ballet og Corpus. Det Kongelige Kapel. Dirigent: Jakob Hultberg.

Hvor: Gamle Scene, sidste dag 1. december.