Det Kongelige Teater har gjort et stort nummer ud af at markedsføre den nye helaftensballet »Spar Dame« af den unge britiske succeskoreograf Liam Scarlett som en gyserballet.
Nok har den alsidige og yderst produktive 31-årige koreograf tidligere lavet balletter i gysergenren med helaftensballetten »Frankenstein« og den korte handlingsballet »Sweet Violets« inspireret af Jack the Ripper. Men i den nye kreation til Den Kgl. Ballet følger Liam Scarlett faktisk Aleksandr Pusjkins berømte novelle »Spar Dame« (1834) tættere end Tjajkovskij gør i sin opera af samme navn. Og den nye treakters ballet er først og fremmest en dramatisk og tragisk skæbnefortælling om officeren Hermann, der bliver besat af en spilledjævel og vælger griskhed frem for kærlighed for til sidst at blive sindssyg.
Musikalsk er det også mere mørke, uro og tristesse end gys og gru, der præger balletten, hvortil Martin Yates har sammenstykket et par kendte operatemaer fra »Eugen Onegin« og »Spar Dame« med en række mindre kendte Tjajkovskij-værker. Alt i alt et lidt uhomogent balletpartitur, også hvad angår Martin Yates’ orkestreringer af Tjajkovskijs musik. Men i tæt relation til musikken har Liam Scarlett koreografisk formået at skabe et velfungerende drama med overbevisende karaktertegninger af fortællingens hovedpersoner.
Vi ser, hvordan spillelysten bliver tændt i den i starten tilbageholdne Hermann, og hvordan han med sin Mefisto-sjæl kynisk bruger den unge pige Liza som et redskab til at få adgang til hemmeligheden om de tre lykkekort, som Lizas plejemor, den gamle grevinde kaldet Spar Dame, sidder inde med.
I rollen som Hermann viser Andreas Kaas sig på premiereholdet endnu engang som en fremragende dramatisk danser lige fra første akts ekspressive romantiske solo, der afspejler en indre konflikt, til vanvidsscenen i sidste akt.
Kizzy Matiakis træder stærkt i karakter som den feterede og viljestærke gamle grevinde, der har en fortid ved spillebordene i Paris. Et højdepunkt i balletten er den opfindsomme og stridsfulde pas de deux mellem grevinden og Hermann, hvor han trygler hende om at afsløre korthemmeligheden, inden han skræmmer hende til døde. Men der er også en yderst velkoreograferet pas de deux med raffinerede løft til Hermann og den troskyldige Liza i skikkelse af yndige Ida Praetorius, der fornemt forløser den unge piges følelser.
Flotte kostumer
Rundt om de tre hovedpersoner portrætterer Jón Axel Fransson, Benjamin Buza og Damir Emric fint henholdsvis grevindens barnebarn, Tomskij, officerernes kaptajn, Narumov, og den mystiske grev St. Germain. Og Liam Scarlett har sans for detaljen i sin koreografi til både det russiske officerkorps i første akt og balgæsterne hos den rige spiller Cekalinskij alias Jonathan Chmelensky i anden akt.
Meget elegant bliver dramaet indrammet i Jon Morrells minimalistiske scenografi, der enkelt og effektfuldt kan transformere scenerummet fra spillehal til soldatersovesal, grevindens kammer, balsal, gravkammer og galeanstalt. Og danserne er klædt i overordentligt flotte kostumer med referencer til rokokotiden.
Flere gange får man både koreografisk og tematisk associationer til store handlingsballetter som Kenneth MacMillans »Manon« og John Crankos »Onegin«. Men lige præcis de store følelser og den dybe smerte, som disse to balletter rummer, savner man lidt i »Spar Dame«, der fremstår mere distanceret på trods af dansernes fremragende præstationer.
Der er dog næppe tvivl om, at Liam Scarlett har skabt en ny handlingsballet, der vil kunne appellere til et bredt publikum. For selv om »Spar Dame«, trods grevindens gengangeri, ikke lever op til betegnelsen gyserballet, er forestillingen et let tilgængeligt, flot iscenesat og velformet drama i klassisk trinsprog med moderne twist. Og spillelidenskab er som bekendt fortsat en udbredt last.
»Spar Dame« Koreografi og iscenesættelse: Liam Scarlett. Musik: Tjajkovskij orkestreret og arrangeret af Martin Yates. Scenografi og kostumer: Jon Morrell. Lysdesign: David Finn. Den Kgl. Ballet. Det Kgl. Kapel. Dirigent: Vincenzo Milletari. Gamle Scene til 19. maj.
