Sommerdans fra nær og fjern

Dansk Danseteater og internationale gæster byder på fint program i Politi-gården, hvor Michala Petri fortryller med sit blokfløjtespil.

Copenhagen Summer Dance præsenterer i år gæster fra Taiwan i koreografien »Innermost« med B. Dance Company. Foto Søren Meisner. Fold sammen
Læs mere

Lige inden premieren på Copenhagen Summer Dance blev skudt i gang i Politigården i København mandag aften, var der godt gang i gulvsvaberne oppe på scenen for at få den nyfaldne regn tørret helt væk. Men forunderligt nok kunne forestillingen begynde til tiden og gennemføres, uden at der faldt en dråbe vand fra de flotte, drivende skyer over den smukke søjlegård.

Som vanligt, når Dansk Danseteater med Tim Rushton i spidsen byder på sommer-dans i Politigården, er der også i år både danske og internationale danse- og musikgæster med på programmet. Og i år indleder Michala Petri med at fortrylle rummet med sin nye virtuose blokfløjtesolo, »Tonekædedans«, der sender tankerne til hendes kendte og opfindsomme variationer over folke-melodien Mads Doss.

Et andet højdepunkt inden pausen er hollandske Wubkje Kuindersmas charmerende koreografi »Mahl3«, som til musik af Mahler bliver danset af tre talentfulde og ekspressive dansere fra John Neumeiers juniorkompagni i Hamburg, Bundesjugendballett. Det stramt formede værk af den prisbelønnede hollandske koreograf, der blandt andet har været danser i Dansk Danseteater, viser finurligt og med ungdommelig gejst, hvordan tre personer definerer sig selv i forhold til hinanden.

Let, legende og akrobatisk

Fra Taiwan er koreografen Po-Cheng Tsai meget oplagt inviteret med i år. Han vandt sidste år Copenhagen International Choreo-graphy Competition og præsenterer nu duoen »Innermost« med to supersmidige mandsdansere fra det taiwanesiske B. Dance Company. I et let, legende og akrobatisk bevægelsessprog prøver de to dansere i det originale værk at spejle sig i hinanden i deres jagt på balance og harmoni.

Dansk Danseteater, som fra februar 2017 flytter ind hos Det Kgl. Teater i Operaen, har meget passende også inviteret Den Kgl. Ballet med på scenen i det rå og bragende energiske værk »Krash«, skabt til syv kongelige balletdansere i 2015 af Alessandro Sousa Pereira, der er både danser og koreograf i Dansk Danseteater.

Hans kollega, Stefanos Bizas, præsenterer duoen »A Naked Feeling«, som Bizas selv danser sammen med den skønne Alba Nadal fra Den Kgl. Ballet. En stringent formet kærlighedsduet med effektfuld armgestik, men et lidt umotiveret musikskifte undervejs.

Fodstamp og kropsrytmer

Værtskompagniet byder på en veldanset trio fra Tim Rushtons turnésucces, »Ildfuglen« (2016), foruden to nye udmærkede, korte kreationer af Rushton.

I det rytmisk markante »Drums« bliver de 11 dansere, der både laver fodstamp og kropsrytmer, akkompagneret live af den chilenske slagtøjsspiller Paulo Villegas, og her får man blandt andet et fint indtryk af Dansk Danseteaters to nye dansere, Jessica Lyall og Lukas Hartvig-Møller.

Humor præger duetten »Kindred Spirits«, hvor Joe George og Fabio Liberti blandt andet vrikker af sted til Michala Petris smukt fraserede Albinoni-fortolkning.

Som Københavns danseglade Børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev (V), sagde i sin velkomsttale, hører Copenhagen Summer Dance til en af de fineste traditioner i København. Og så er det tilmed en gratis oplevelse.

Hvad: Copenhagen Summer Dance.

Hvem: Dansk Danseteater med gæster.

Hvor: Københavns Politigård, sidste dag 14. august.