Store forventninger har været knyttet til Rytteriet, alias skuespillerne Martin Buch og Rasmus Botoft, som på Bellevue Teatret har skullet transformere deres radiosucces til scenen.
Springet er nu ikke så stort. Først har de to komikkumpaner huseret i fjernsynet - deres ugentlige TV-show kører meget opportunt, netop som sceneversionen har premiere.
Men i virkeligheden har de to jo huseret i årevis i undergrunden som landets bedste bud på et sammensmeltet komikerpar, fortabt i deres egen sort-absurde humor, men med en evne til at få deres lilleverden op på scenen og ud til os andre.
Har man set de to på skærmen, vil man nikke genkendende til en del gengangere - genbrug viger de to ikke tilbage for. Uden at det gør så meget. Repetition med variation kan jo være et mindst lige så vigtigt indslag i komikken som den kontante chokoverraskelse.
Det gør især første halvdel til mere vittigt end lårklaskende sjovt, mens anden halvdel forekommer mere frisat. Men i virkeligheden er parrets humor ganske subtil og ikke så lidt melankolsk - de har deres styrke i skuespillernes evner til at tegne figurer, snarere end i den pointedrevne humor, der rider for eksempel den danske stand-up-scene og den klassiske revysketch.
Og så omfatter de deres figurer med en nænsomhed, selv de mest brovtende, som grænser til ømheden.
Kærlig forulempelse
Tag nu signaturfigurerne, de to levemænd og overklasseløg Poul og Frits, som da i den grad må siges at være på hjemmebane hos søde Jes Kølpin på Bellevue Teatret.
De dukker op efter en dejlig omgang wellness med en håndfuld søde au pairs i teatrets underetage og fungerer efterhånden nærmest som en slags hjemmevante hus-værter på scenen og i salen.
Selv deres fornærmelser mod alle os fattigrøve fra middelklassen, der sidder nede på stolerækkerne, er jo båret af en vis venlighed, hvor uhyrlige, de end måtte være. »Du er meget sød. Du er sød. Dig, den lille der med brillerne der. Men dit ansigt er jo fuldstændig slidt og ødelagt.« Kærligere forulempelse kan man da ikke udsættes for.
Og tag nu bare det ulykkelige par, som dukker op hen mod slutningen. Buch som brovtende rødvinsalkoholiker, der tryner den forsagte Else, tidligere svømmepige, men en pæn pige, der - endelig alene - lever sine indestængte længsler ud.
I virkeligheden en ganske diskret figur med mange lag, som Rasmus Botoft spiller, så dragkomikken forsvinder helt i baggrunden, og menneskeligheden træder frem.
Og sådan er det med de fleste af parrets figurer: De er mennesker på godt og ondt.
Bøssestrip
Tag nu bøssestripperen, der åbner anden afdeling. Hvordan kan man sælge varen, når genertheden står i vejen? Og tag nu alle de danskpop-koryfæer, Kjøller, Brandenburg, »Liller«, som skal i studiet på skift, og hvis hits alle indeholder uartige ord. Spørg ikke, hvorfor det er sjovt, men det er det altså.
Og der er mere at hente. Den gnavende melankoli midt i alt det sjove forstærkes af en kvartet med blandt andre Henrik Balling og den vidunderligt syngende Bjørn Fjæstad. Deres iørefaldende popmellemlæg forstærker tonen af muntert vemod.
Jo, »Rytteriet« holder - også i det store format. Hyp, hyp! De har deres eget, sære univers. Kærlig humor til tiden i en ganske ond verden, ingen af os forstår. Søde Martin! Søde Rasmus!
