Skurekonen og indvandrerhunken

Ulla Henningsen er det lysende midtpunkt i ujævn Fassbinder-forestilling på Edison.

Ulla Henningsen er det varme centrum i »Angst essen Seele auf«, men har ikke meget at være centrum i. Her med Dar Salim. Fold sammen
Læs mere

Hold øje med Ulla Henningsens følsomme, vidende ansigt. Det er her, dramaet udspiller sig. For ganske vist er hun ikke alene på scenen i Eklektisk Teaters sceneversion af den tyske instruktør Rainer Werner Fassbinders film »Angst essen Seele auf« (»Angst æder sjæle op«). Men groft sagt kunne hun ligeså godt have været det som den midaldrende rengøringsdame, der finder ly for regnen på en bar og bliver først venner, siden kæreste og tilmed gift med en langt yngre, seksuelt attraktiv indvandrer, men udsættes for stærke prøvelser, ydre såvel som indre, på grund af omgivelsernes fordømmelse.

Hun er det betagende midtpunkt i en forestilling, som behjertet og aldeles velmenende, men alligevel temmelig mislykket forsøger at inkorporere både halvkluntet dans, overflødig musik og bevægelse som supplement til de fundamentalt naturalistiske replikskifter.

Anderledes men ikke helt troværdig besætning

Ønsket om at gøre noget anderledes forstår man i princippet godt, for forlægget er et filmmanuskript, næppe muligt at smække på scenen uden videre, men Henningsens professionalisme skinner blandt de medvirkende dansere og musikere, som ikke kan sige replikker. Er der i øvrigt ikke også noget i selve castingen, der både styrker og reducerer Fassbinders par i midten? Hvor vidunderlig en følelsesseismograf, hun end er, er Ulla Henningsen med den uomtvistelige karisma og stærke sanselighed, der rækker herfra og over på den anden side af Øresund, ikke en undselig skurekone.

Sympatiske Dar Salim, der spiller hendes umage kæreste, er her en velintegreret, veltalende guttermand. Ikke den nærmest umælende machomand han var i Fassbinders film, hvor de to outsidere finder hinanden på tværs af ensomheden. Burde dette ressourcestærke par ikke sagtens tage det hele i stiv arm? Men Ulla Henningsen - hun er det hele værd.