»Jeg er ikke ond. Jeg vil jer ikke jeres bedste. Jeg vil ingenting.« Sådan lyder ordene, der strømmer ud af munden på skuespilleren Mikkel Arndt.
Det er markedet, der taler gennem sit medie. Sådan er det nemlig i Det Kongelige Teaters og dramatikeren Nielsens »Markedet (er ikke nogen steder«), det andet livtag med det såkaldt »Mediets teater«, som Nielsen står bag.
Teatervisionen bygger på et ønske om at reducere skuespillerne til tomme kar, der på bedste åndemanermaner fungerer som medier for stemmer fra en globaliseret verden.
Om det så er instruktøren Elisa Kragerup, dukker hun selv op og introducerer det spiritistiske rundkredsprojekt, hun vil præsentere os for, gennem munden på den meterhøje, skæggede skuespiller Asbjørn Krogh Nissen!
Og så er den spjættende, postulerede seance i gang på de røde stole, en besættelsesstafet, som i al sin uforudsigelighed kaster tabere og vindere fra en kværnende verdensøkonomi ind i legen gennnem de beredvillige, hårdt prøvede skuespillere, der udfordres på deres velfærdsmagelighed.
Det hele handler om penge
Det hele handler om den verden, der er styret af penge og de oppustede imaginære værdier, der fylder mere og mere. Som en bankrådgiver, der pludseligt indfinder sig forklarer: »Vi har først pengene i det øjeblik, vi sætter pengene ind på din konto.«
Ingen forstår de bevægelser, der skyller gennem verden, men her møder vi nogle af de skæbner, den river med sig. Her dukker stemmen fra den fattige slavearbejder fra Bangladesh op og spreder ubehagelig stemning ved at skrige om vand og på hjælp gennem den udfordrede skuespiller Nicolai Dahl Hamilton.
Her må Maria Rossing kæmpe med en insisterende kinesisk fabriksarbejder, der aldrig nogensinde vil få råd til et købe en af de iPhones, hun sidder og lodder sammen, men som er vældig interesseret i den danske skuespillers.
Om det så er selveste Karl Marx, banker han på og tager bolig i tysktalende Xenia Noetzelmanns ramme, længe selvtilfreds, triumferende kommentator af verdensøkonomiens forestående sammenbrud: Hvad sagde jeg? Men efterhånden kørt ud på et sidespor i takt med at en Kommunist-Kinas mangemillionærer indfinder sig. Nu er selv Marx hægtet af.
Her er boligejeren, der er havnet i et gældsfængsel: Teknisk insolvent. Her er Marie Dalsgaard pludselig verdens næstrigeste mand: Jeg køber forestillingen.
Her er den græske arbejdsløse, som Lila Nobel er udset til at give røst, og som melder sin ankomst, fordi han vil have del i kagen: Markedet må da være heroppe, hvor de rige bor.
Elisa Kragerup har dompteret hele dette vildtvoksende, ekskalerende hysterie-cirkus som bevidst fattigt teater med lune og intensitet og med masser af kontakt til det gældsatte publikum.
Det er kun på skrømt, at Det Røde Rums skuespillere kun er medier. For de er i den grad på arbejde, og det er først og fremmest dem, der er oplevelsen i dette livtag med den globaliserede verden, som teatret er så rig på i disse år, men som Kragerup og Nielsen får belyst bedre end de fleste.
Projektets originalitet redder det fra den trivielle anskuelsesundervisning.
Hvad: »Markedet (er ikke noget sted) af Nielsen.
Hvem: Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Palle Steen Christensen.
Hvor: Det Kongelige Teater, Det Røde Rum, Lille Scene. Til 10. juni.
