Der sker noget underligt efter den første halve time af forestillingen »Skribøserne« på Teatret ved Sorte Hest. Der er pause! En teaterpause er et hyppigt forekommende fænomen, men allerede efter 30 minutter? Hvorfor vi overhovedet skal forlade teatersalen og komme ind igen, er ikke rigtigt til at forstå. For samtalen mellem forfatterne Tove Ditlevsen og Ester Nagel fortsætter sådan set ufortrødent, hvor den slap – i en nødtørftig kulisse, der udgør førstævntes køkken i villaen i Birkerød engang for cirka 60 år siden. Er det for at holde teaterbaren gående? Nuvel, Tove kunne godt lide en lille en, men det er vel næppe forklaring nok. Snarere handler det måske om, at der næsten ikke er en forestilling, og at den, der er, skal strækkes mest muligt.
Tiden til at skrive
Dramatikeren Leif Petersen, som det ellers er fint igen at se på en teaterplakat, efter at han blev spillet vidt og bredt i 1970erne, har hevet lidt i Ditlevsens og Nagels brevudveksling i bogform, »Husmor og skribøse« og omgjort den til scenebrug uden noget reelt gennembrud til stoffet. Snakken mellem Ditte Gråbøls Tove og Merete Hegners Ester pingponger frem og tilbage uden megen mulighed for at snappe efter vejret og med rimeligt trivielle betragtninger over netop spørgsmålet om, hvordan man som kvindelig kunstner får skaffet sig lidt plads til at skrive.
For stjernen Ditlevsens vedkommende, mens man samtidig skal forsøge at være mor for sine børn og hustru for sin krævende ægtemand, redaktøren Victor Andreasen – er man i virkeligheden bare en prostitueret? For den uforløste forfatterkone Nagel, der var gift med Halfdan Rasmussen, når hun samtidig skal lakere gulve og sylte asier og kæmpe for ikke at kalke til i ren utilfredshed.
Lav en TV-serie
Det hele holdt i en ironisk, sarkastisk og kvik-manieret tone, som desværre ikke bevæger sig ud over den litterære småtingsafdeling, der her kunne overbevise om de to kvinders format – eller forestillingens, for den sags skyld. Der burde være drama nok at øse af, hvis bare anslaget da for pokker havde været større. Ditte Gråbøl har ellers et par sekvenser, hvor hun viser, at hun sagtens havde kunnet spille en vellignende Tove Ditlevsen under andre og mere varierede omstændigheder.
Desværre får følsomheden, som kunne have lånt mening til projektet, kun lov til at skinne igennem i glimt, mens en kynisk, plaprende og galgenhumoristisk toneart dominerer de to skrivekramper – den har iscenesætteren Asger Bonfils insisteret på at lade smitte sin iscenesættelse uden tilstrækkeligt med afvigelser. Når vi nu er ved det: Burde DR ikke se at få lavet den TV-serie om Ditlevsens komplicerede liv? Fyldt med det drama, som ikke rigtigt er til at få øje på på Teatret ved Sorte Hest, hvor man i stedet sidder og tænker, at de da bare kunne skrive de dér bøger i stedet for hele tiden at skrive lange breve til hinanden om, at de ikke har tid til at skrive?
Hvad: »Skribøserne«
Hvem: Manuskript: Leif Petersen. Iscenesættelse: Asger Bonfils. Scenografi: Rebekke Bentzen.
Hvor: Gæstespil på Teatret ved Sorte Hest. Til 18. december.
