Der er eventyrlig smukt i Per Kirkebys abstrakte skovunivers, som danner ramme om de mange flotte og symbolske svaneformationer i Peter Martins version af »Svanesøen« fra 1996. Magisk er det allerede i første akt, da den unge Prins Siegfried står i skoven og opdager den skønne hvide svaneprinsesse, Odette, der tørrer sin hovedfjer. Og til repremieren på Operaen onsdag, der blev en tindrende flot sæsonstart for Den Kgl. Ballet, var det en fryd at se den dejlige, garvede solodanser Gudrun Bojesen og det unge solist-stjerneskud Alban Lendorf danne par som Odette og Prinsen.
Frygtsom og følsomt skælvende af både angst og forelskelse er Odette i dette første møde med Prinsen. Yndefulde er hendes arme, og Bojesen er en sikker danser aftenen igennem i dobbeltrollen som Odette/Odile, hvor hun som den sorte Odile i anden akt er kølig uden at være bitchet.
Præcis springer
Den karismatiske Alban Lendorf, der for første gang dansede Prinsen, har de smukkeste klare linjer og epaulementer i dansen. Han er en fremragende, præcis springer og formår uden den store mimik at give karakter til den distante, drømmende prins, der lader sig narre og dermed svigter sit løfte til Odile. I deres gennemmusikalske fraseringer fornemmer man, at Bojesen og Lendorf har lyttet sig helt ind i sjælen af Tjajkovskijs musik, der blev smukt spillet af Kapellet og Tobias Durholm på soloviolin under ledelse af estiske Vello Pähn.
Mads Blangstrup er farlig, men behersket som den onde von Rothbart, Christopher Rickert en herlig og elegant springende Nar, og Nikolaj Hansen en veldansende Benno. De fire små svaner i krydsende zig-zag-trin tager som altid kegler, og det er et scoop, at 16 børn fra balletskolen medvirker i første akts hofdanse.
Festen i anden akt byder på både god koreografi og dans, bl.a. i den raffinerede pas de quatre, og der er gnistrende temperament i den ungarske dans og sensuel glød i russerdansen. Glædeligt er det at se præcisionen i svane-korpset.
