Skeletdans og knirkende knogler

Dans Festivalen PanCreas bød på originale værker med anatomisk fokus.

Foto: Pressefoto

Skeletterne dansede og knoglerne knirkede på Kaleidoskop K2 fredag aften, da der var verdenspremiere på tre bestillingsværker til den internationale scenekunstfestival »PanCreas« om krop, anatomi og koreografi. En velbesøgt ti dage lang festival arrangeret af koreografen Kitt Johnson, og som foruden forestillinger bød på workshops og et interessant seminar, »Den Expressive Anatomi«, med bl.a. indlæg af hjerneforskeren Kjeld Fredens om »Kroppen i Tænkningen i Verden«

Højdepunktet på fredagens »Trippel-program« var Anders Christiansens soloværk »Bag om ryggen«, der tager udgangspunkt i røntgenbilleder af rygsøjlen. Iført en hvid maske bag på hovedet gør han elegant ryggen til kroppens forside og leger med hvad, der er forlæns og baglæns bevægelse i tid og rum. Effektfuld er Jakob Brandt-Pedersens knogleknirkende lydside i det stramt formede og poetiske værk, hvor den jakkeklædte Anders Christiansen i Michael Breiners fine lysdesign til sidst bliver til et skelet.

I belgiske Mossoux-Bontés slapstick-humoristiske solo »Skeleton«, der fokuserer på skelettets evne til at bevæge kroppen, er performeren Bernard Eylenbosch i direkte dansende dialog med et skelet i et lægeværelse. Sjovt og subtilt er samspillet mellem lyd og bevægelse, men værkets form kunne have været strammere.

Absurde bevægelser
Den amerikanske kropsækvilibrist Otto Ramstad, der er specialist i metoden Body-Mind Centering, undersøger i sit nye værk »Hello Nervous System« hvordan nervesystemet spreder et net af opmærksomhed gennem den sansende krop. Hele tiden skaber han nye absurde bevægelser i de enkelte kropsdele.

Allermest betagende på PanCreas-festivalen har det været for første gang i sammenhæng at kunne se Kitt Johnsons billedrige, anatomiske værker »Aortas Partitur« (2003), »Rankefod« (2005) og »Palimpsest« (2006). Tre femstjernede mesterværker, der fortsat er lige så fængende som ved deres uropførelse og med al tydelighed viser, at Kitt Johnson er en af de mest interessante og originale koreografer inden for moderne dans herhjemme.

@BM KUL ANM. 1 KURSIV:

Foto på , gå ind under presse og scroll ned til Skeleton, Hello Nervous System og Bag om Ryggen