»Verden har brug for skammerens datter« synger de i en af de mange sange, som indgår i familiemusicalen »Skammerens datter 2«, der følger op, hvor forgængeren sluttede – med den lille heltinde med de magiske evner og hendes families eksil til bjergene, på flugt fra de onde kræfter, der vil dem til livs.
Det sang de også i etteren. Men man må sige, at de siden sidst har fået noget at have det i, skal man dømme ud fra de 53.000 billetter, som solgtes til kapitel et i sidste sæson. For slet ikke at tale om de 40.000 billetter, som indtil videre er revet væk til eventyrforestillingen og dens fortsættelse.
Med dramatiseringen af Lene Kaaberbøls i forvejen populære fantasyromaner er det lykkedes Østre Gasværk Teater at ramme en guldåre – vel at mærke hos et tweenpublikum, det ikke er så let at få til at interessere sig for det levende teater.
Og hvis nogen skulle være i tvivl, så er »Skammerens datter 2« mere af samme skuffe. Det er sådan set det, der er meningen, og de to forestillinger skal da også spille som maratoneventyr på udvalgte spilledatoer.
I anden halvleg kastes den iltre Dina (klokkeklart syngende Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose), der ellers efterhånden har vænnet sig til sin særlige begavelse, ud i endnu en belejlig identiteskrise, da hendes far (Kim Himmelsvang Henriksen, altid god som tvetydigt fæl) dukker op i horisonten og kræver samkvemsret – han er såkaldt sortemester med tvivlsom trolddom i bagagen.
Moderne skilsmisseproblematik forklædt som eventyr.
Og dramaet om familie, fællesskab og spirende kærlighed vil stort set ingen ende tage – forestillingen varer to en halv time – når hun sammen med sin familie og venner atter havner i fangenskab og arbejdslejr hos nok en ond fyrste (Jens Andersen), hvis lede kælling af en dronning (Birgitte Raaberg) vil udnytte Dinas og hendes mors (Nastja Arcel) særlige evner til tvivlsomme formål. Inden det gode naturligvis sejrer til sidst og de onde, meget onde!, får deres bekomst.
Træbrædderne myldrer med drømmesyner
Sune Svankier har dramatiseret lige ud ad landevejen, og instruktøren Frede Gulbrandsen får igen det meste over scenen med eventyrets enkle tydelighed, selv om der en overgang går lidt rigeligt med tunge ind- og udgange i afviklingen. Lasse Aagaards musicalkompositioner er ret forglemmelige, men kønne og velplacerede.
Og Astrid Lynge Ottesens velfungerende scenografi, der lader Gasværkets smukt belyste mure stemningsfuldt komme til deres ret, er denne gang parret med effektfulde animationer, der kan få træbrædderne til at myldre med drømmesyner.
Den kæmpestore dragedukke, der var forestillingens clou i sidste omgang, får lige lov til at stikke sit hoved ind, når vi nu har den, men ellers er den blevet remplaceret af en endnu større søslange, der dukker frem af mørket med gysende effekt – uden at idérigdommen virker helt så overrumplende her i anden afdeling. Mangler der ikke et ordentligt knald af en finale?
Generelt må det anbefales, at man enten læser eller ser »Skammerens datter 1« først, hvis man skal have det fulde udbytte af forestillingen. Men meget tyder på, at det har de mange fantasyfans gjort forlængst.
Hvad: »Skammerens datter 2«. Familiemusical efter Lene Kaaberbøls roman.
Hvem: Musik, manuskript og sangtekster: Thomas Høg, Lasse Aagaard og Sune Svankier. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Astrid Lynge Ottesen. Koreografi: Louise Seloy.
Hvor: Østre Gasværk Teater. Til 21. januar. »Skammerens datter 1« har repremiere 7. november.
