»Hvorfor gøre som de andre?« Sådan synger Dragsholm Revyens lille, faste personale, når vi er ved at være nået til vejs ende på årets revy i den gamle lade ved det skønne Dragsholm Slot. Og det kan de jo have ret i. I de par timer, revyen varer, har den i hvert fald selv endnu engang vist vilje til at forsøge at lave revy på en anden facon, end vi plejer.

I Dragsholm bryder man med revyens mange konventioner på flere måder. For det første har man hvert år et tema for revyen - i år har man klædt sig i middelalderdragt og præsenterer sig som glade gøglere fra Lammefjorden, skønt middelaldertemaet strengt taget kun dukker op i et par skøre indslag.

Desuden tager man i den lille revy konsekvensen af, at de »rigtige« revytekster går til andre revyer. Derfor må man finde på sit eget materiale eller alliere sig med nye skribenter. Resultatet er i hvert fald en revy, som ikke nødvendigvis leder efter den punchline, der skal gøre en ende på et indslag, men går sin egen skæve gang med den umage, men så alligevel velsupplerende trio på scenen: Den smittende Bente Eskesen, revyens selvbestaltede primadonna, den adrætte og velsyngende Brian Kristensen og Pauli Ryberg med den konfuse, diskrete vanvidskomik som sit særkende.

Sidelæns manér

Dramatikeren Andreas Garfield har en skrap lille tekst med to politikere, der render efter meningsmålingerne. Og Bente Eskesen, revyens selvbestaltede primadonna, er ret skøn som en dame, der har de fleste af sine politiske holdninger fra billedbladene. Ingen hårde pointer, men alligevel rammer revyen af og til noget på sin egen sidelæns manér. Den nærmer sig ligefrem cabareten med sine små stænk af poesi - og faktisk er den bedst, når den er sit eget uforudsigeligt skøre jeg, skønt den skal passe på med ikke at syre for meget ud for længe ad gangen. I år er det hele sikrere serveret i Donald Andersens iscenesættelse og Niels Sechers højst anvendelige skabsscenografi. Og med Lars Fjeldmose som ambitiøs akkompagnatør-komponist er revyen også musikalsk på vej opad.