Stakkels Karin med det misvisende efternavn Lykke. Mor er død, og ensomme, midaldrende Karin har ikke gode nerver. Hendes arkitektbror er i og for sig meget omsorgsfuld, men har travlt med at komme tilbage til Gentofte og passe karrieren, inden ferien sydpå kalder. Og den kvindelige studerende, han finder til at holde et øje med Karin i den slidte toværelses, hun har delt med moren, er ikke lige den mest pålidelige.
En dag ringer hjemløse, alkoholiserede Johannes Bjørn på døren og tager hæmmede Karin med storm og guitarserenader. Lykkepillerne ryger ud af vinduet. De to skæve eksistenser forelsker sig.
Men hvordan ser omgivelserne på deres skrøbelige forhold? Og kan de hver især leve op til forventningerne til et parforhold?
Nænsom fortælling
Det er teamet i Line Mørkebys nye stykke, »Lykke Bjørn«, der bliver en rørende og livsbekræftende historie på Teater Grob. For det første fordi Line Mørkeby - godt hjulpet af den omhyggelige instruktør Madeleine Røn Juul - lykkes så fornemt med at skabe en kærlighedsfortælling om to aparte, originale eksistenser med megen varme, solidaritet og nænsomhed.
Replikkerne er musikalske, situationerne ladet med dramatiske muligheder, figurerne afrundede, opbygningen velfungerende. Man tror på disse skikkelser, selv om man godt ved, at man måske ikke burde. For det andet, fordi humoren hele tiden er til stede uden på nogen måde at tangere den sociale udstilling, som let kunne lure.
Latteren er kærlig, altid på Karins og Johannes side. Man ønsker bare, det må gå dem godt, håber oprindeligt - til trods for alle de farer udefra og indefra, der lurer på deres pludselige tosomhed.
Lotte Andersen, den dejlige skuespiller, yder en smuk, sart og gennemsympatisk veltilrettelagt præstation som den hæmmede Karin, der går fra udslukt søvngænger til følsom styrke i takt med, at hun lærer at »gå hen over gulvet«, stolt og euforisk over muligheden for at skabe sit eget liv.
Og Allan Klie er mindst lige så god og vokser i en helt ny retning som skuespiller som den uvaskede, farende bamsesvend, der sparker Karins hoveddør op og vender op og ned på hendes tilværelse. Charmerende, larmende, upålidelig, uforbederlig, for meget. Men tillige en sårbar eksistens.
Også i de strengt taget mere utaknemmelig roller som de »velfungerende« er Thomas Levin og Kristine Nørgaard helt rigtige. Han placerer dygtigt sin figur i grænselandet mellem sympatisk bekymring og egoisme. Hun giver sin overfladiske figur en sprællevende kant - en type hentet lige ud af virkeligheden.
Teater Grob præsenterer sin bedste forestilling siden Reumert-vinderen »Hjem, kære hjem«. Forestillingen har sin egen uprætentiøse styrke. Et stort stykke er det måske ikke. Men det har et stort hjerte.
