Tænd for fantasien, og læs de følgende linjer.
To meter høje hr. Skæg spankulerer ind i manegen med en hundesnor uden hund. Han tager den usynlige chihuahua op og nusser med den, inden han placerer den på en rød, trehjulet cykel. Lydig, som ikke-hunden er, begynder den straks at cykle rundt i manegen, mens cirkusteltets børn måber, og de voksne griner.
Dét er bare et af 19 eksempler på den galskab, den opfindsomhed og den humor, der gennemsyrer det ottende Cirkus Summarum på Tiøren på Amager. Og det er vellykkede sketches som denne – og Cirkus Summarum er mere et revystykke end cirkus i klassisk forstand – der hæver dette års Summarum over gennemsnittet.
Tidligere har DR-truppen anført af stjernerne fra Ramasjang forsøgt sig med mere eller mindre vellykkede plot, som de brugte til at binde forestillingens numre sammen med.
Nogle gange gik det galt. Eksempelvis var historien om den følsomme robot en anelse for avanceret til det yngre publikum. Andre gange gik det godt. Forestillingen, der beskæftigede sig med cirkusdirektørens niece, Karla, var rørende og er til stadighed den stærkeste indtil videre.
Rasmus Bjerg får alle til at more sig
I år er plottet reduceret til et minimum. Og det er faktisk en stor styrke.
Stykket begynder med, at cirkusdirektøren Kaj, spillet af Rasmus Bjerg, kommer ind på scenen og ser en masse trækasser.
»Det er sidste års forestilling, der står der,« siger han til publikum og hentyder samtidig til den altid svære fornyelsens kunst. Øjeblikke senere går det galt, og cirkusdirektøren ender i en kasse og sendes væk. Ud af forestillingen.
Altså står vi tilbage med Bamse, Hr. Skæg, Motor Mille, og hvad de nu ellers hedder, der savner både cirkuslederen og hans »lederegenskaber«. Det geniale ved dette er, at det frigør Rasmus Bjerg i resten af forestillingen til at spille den fynske flyttemand Flemse.
Flemse er hård i munden. For eksempel forklarer han publikum, at hvis »I har betalt for at se det her lort, så er I lige så dumme, som I er grimme«.
Bjerg, der må være en af landets sjoveste komedieskuespillere, morer sig voldsomt med sin nye rolle. Det er tydeligt fra start til slut. Og medspillerne morer sig med ham.
Det betyder samtidig, at de voksne i salen har det sjovere, end jeg har oplevet tidligere, og jeg har siddet til premieren de seneste seks år.
Selv om Ramasjang er for børn, er det ikke ubetydeligt, at voksne får lov til at more sig sammen med dem. Det forstærker samhørigheden i hele teltet, og så må vi heller ikke glemme, at de voksne har lagt de mange hundrede kroner for billetterne. De har også krav på underholdning.
Onkel Reje i et martiniglas
Og underholdende er det, når den elskelige Onkel Reje ifører sig intet andet end leopardplettede trusser, hopper op i et kæmpe martiniglas og råber »rejecocktail«.
Underholdende er det, når de veloplagte og cool dansere fra Børnebanden laver en masse-Pinocchio på scenen, hvor ingen bånd binder hverken dem eller fantasien. Her har bandet også sit stærkeste øjeblik. Det er tydeligt, at der ikke er overskud i budgettet til dyre, internationale cirkusartister i Summarum.
Til gengæld er der i år skruet op for kvaliteten af dans, kostumer og fjernstyrede rekvisitter, og det styrker både den visuelle oplevelse og variationen generelt.
Ottende sæson i teltet på Amager er en stærk oplevelse, hvor børn og voksne kommer tættere på hinanden.
Hvad: Cirkus Summarum.
Hvor: Tiøren, Amager Strandpark, frem til 17. juli. Derefter Tangkrogen, Aarhus, fra 22. juli til 7. august.
