Det er musicalen, der handler om det ambitiøse satans lille ord fra landet, der med ustoppelig ambition kæmper sig hele vejen til samfundets top i 1950ernes Argentina.
Som fortryller masserne med sin karisma, mens hun prædiker sit evangelium om magten og pengene tilbage til folket i en ejendommelig alliance mellem militær og arbejderbevægelse. Frelsende engel eller Dior-klædt blodsuger? Det giver Andrew Lloyd Webbers og Tim Rices musical fra 1978 ikke noget svar på trods Che-figurens kritiske kommentarer fra sidelinjen - i originalopsætningen den revolutionære Che Guevara, men på Malmö Opera (som i filmversionen fra 1996) en mere anonymiseret proletar.
Selv kaldte Lloyd Webber »Evita« for en opera, og på den imponerende store scene har den ambitiøse musical, der musikalsk blander oratoriet med rock, ballader og latinske rytmer, fået operaopsætningens episke storslåethed.
Det er en musical om letbevægelige masser, der forledes, og kuppet i Malmø er netop det kæmpestore operakor, der ikke bare løfter musikken, men også med slående virkning fungerer som en stor, bevægelig flok. Overlegent orkestreret på den danske scenograf Maja Ravns næsten nøgne scene af instruktøren Linus Tunström. Og schlagerstjernen Charlotte Perelli - de fleste husker hende nok som vinderen af Eurovisionens Melodi Grand Prix i 1999, dengang hed hun Nilsson - som en ideelt castet Evita. Ikke bare låner hun figuren sin egen blanke glamour, men den altid perfektionistiske Perellis stålsatte ønske om at nagle figuren, klare opgaven, ramme tonerne, bliver en inciterende spejling af den ambitiøse Perons drive og umættelige ambition. Her er ingen tvivl om figurens star quality.
Overjordisk tryllesyn
Den store forestilling har et imponerende flow i et overbevisende samarbejde mellem instruktør, scenograf, koreograf og kostumedesigner. Evita-figurens manipulative fremdrift understreges af en dobbeltgænger, en artist, der fysisk kan gestalte præsidentfruens krumspring i magtens manege.
Lidt overflødigt - for i forvejen får opsætningen en kropslighed, et næsten furiøst, originalt liv på kæmpescenen, hvor øjet ofte ikke ved, hvor det skal finde hvile, fordi der i masseoptrinene foregår så meget i alle hjørner.
Hver sang får sit eget gennemtænkte udtryk - med den hidsende »And the Money Kept Rolling In (And Out)« som et af mange højdepunkter.
Et andet er naturligvis »Gråt inte mer, Argentina!«, der med størst mulig effekt lader Perelli åbenbare sig som et overjordisk tryllesyn i tyl og diamanter og lader illusionen stige frem mod mikrofonen fra den store bagscene. Folkets blændværk bliver vores.
Jo, opsætningen i Malmø er en kraftanstrengelse, der demonstrerer musicalens potentiale. Meget flottere end den originale West End-produktion skulle jeg hilse at sige. Den bliver et skæbnedrama om magt og manipulation på den store politiske scene. Får et musicalhungrende publikum nogensinde igen chancen for at se »Evita« folde sig så overlegent storslået ud? Det tror jeg ikke.
