Selvhad og smådum sludren gemt bag den perfekte facade

Gode præstationer i Teater Vs misantropiske, dramatiske debut »Sparta!«.

Ædt op af bitterhed: Kristian Halken som den indebrændte, pensionerede gymnasielærer Herbert. Foto: Lars Nybøll Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan næsten ikke blive mere perfekt. Det hele er så pittoresk på den dér Provence-facon, som er taget lige ud af et boligmagasin. Stengulve og yppigt blomstrende lavendelmarker rundt om hele huset. Yndigere kan det næsten ikke blive og de perfekte omgivelser for det mangeårige ægtepar Herbert og Lilys tilværelse som pensionister.

Så er den ironiske ramme sat om Benjamin Kitters stykke »Sparta!«, som vandt Teater Vs konkurrence for ny dansk dramatik, Dramatisk Debut 2014.

Forestillingen lægger ganske vist først ud som et lystspil. Mens Ditte Gråbøls genkendelige Lilly sludrer smådumt og lettere indskrænket derudad, brummer Kristian Halkens pensionerede gymnasielærer med på sidelinjen. Længe tror vi, at han er tøffelhelten: Den overbærende, lidt vege ægtemand, der drømmer om noget andet og mere end det, der er blevet hans lod i livet.

Det er i hvert fald det indtryk, vi får, når han henvender sig direkte til os i det isolerede søgelys, som instruktøren Frederik Arntzen Neergaard med mellemrum placerer ham i eller fra det lokum, hvor han søger tilflugt.

Men langsomt går det op for os, at der stikker noget under. Hvorfor har han for en gangs skyld inviteret begge sønnerne – den ene folketingskandidat for et højreorienteret parti et eller andet sted i nærheden af Dansk Folkeparti og derfor sin fars store skuffelse.

Den anden en voksen autist, som moren ikke kan tåle i nærheden af sit perfekte overfladeliv. Hvad er det, han pønser på?

Et middelmådigt menneske

Og snart går det op for os, at det tilsyneladende vennesæle dækker over en bitterhed, der har ædt ham op som menneske: Han har sløset med sit talent, misbrugt sit liv, været afventende, fej og lukket om sig selv. Et middelmådigt menneske, med andre ord. En fiasko. Og hans selvhad slår ud i en afsky for alle andre.

Den udvikling spiller Kristian Halken glimrende i en tekst, der bliver stadig mørkere, stadig mere misantropisk, ikke så lidt rystende, som den skrider frem. Først slukøret, siden spyttende sarkastisk, så i sine sansers vold i et sidste ondsindet hævntogt mod verden.

Med Ditte Gråbøl i et stensikkert, vittigt portræt af konformitet og Carsten Bjørnlund i solidt forsvar for den ældste søns modreaktion mod den far, der har svigtet. Og Brian Hjulmann er rigtig fin som den autistiske søn, som forældrene heller ikke har formået at være meget for.

En løfterig, velspillet debut med andre ord, tydeligvis skrevet af en skuespiller, der ved, hvad gode kolleger traditionelt har brug for i en tekst. Som kan skrive roller, replikker og tegne en udviklingskurve – hvor ubehagelig, den end måtte være.

Hvad: »Sparta!« af Benjamin Kitter.

Hvem: Iscenesættelse. Frederik Arntzen Neergaard. Scenografi: Louise Beck.

Hvor: Teater V, Valby. Til 23. marts.