Seksstjernet triumf for Sætter-Lassen

Lysende klar opsætning af Strindbergs »Faderen« på Det Kongelige Teater med Søren Sætter-Lassen i tragikomisk tour de force.

Søren Sætter-Lassen og Bodil Jørgensen som ægtefællerne, der går fejl af hinanden. Foto: Natascha Thiara Rydvald Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad er det, der sker for ritmesteren – ægtemand og familiefar – i August Strindbergs skuespil »Faderen«?

Han mister ganske enkelt troen på sin egen tilværelse. Og dermed i sidste ende på det inderste i sig selv. Hans egen kone drypper tvivlens gift i hans øre: Er han overhovedet far til sit eget barn? Det bliver en slags katalysator, der skubber ham ud over kanten. Han ved ikke længere, hvem han er. Ikke bare som far, men også som mand i en husholdning, hvor han i forvejen føler sig infantiliseret af de kvinder, han anklager for at rotte sig sammen mod ham.

Hans velnærede kvindehad er måske i lige så høj grad en desperat følelse af at være ude af stand til at trænge igennem, for muligvis er han en despot, der styrer sin husholdning med tyrannens urimelighed (»Den stærkeste har altid ret, for det er ham, der har magten!«), men han er mindst lige så gnavende angst for den kvinde, han er gift med. Han forstår hende simpelt hen ikke.

Pragtfuld karakterkomiker

På Det Kongelige Teater har instruktøren Thomas Bendixen placeret dramaet i den tid, det er skrevet, 1880erne, i Maja Ravns smukke scenografi: En hammershøjsk kølig sal med alle de rum, hvor der lyttes til patriarkens dødskamp, udenom. Men samtidig gør iscenesættelsen med al ønsket tydelighed dramaet til et helt moderne, ætsende morsomt og frysende forfærdeligt spil om manglende kommunikation.

Kunne de have elsket hinanden, disse to begavede mennesker, som af en eller anden grund er gået fejl af hinanden? Spillet former sig som et skilsmissedrama, der lige så godt kunne foregå i et parcelhus af i dag og af den slags, hvor en mand skyder sig selv og udrydder sin familie, fordi han føler sig frataget sin rolle som mand og forsørger.

Med eminent sans for placeringen af kroppe i rum demonstrerer Bendixen i en enkelt scene, hvor kombattanterne kryber sammen ved siden af hinanden, at de to stridende parter i virkeligheden er forfrosne sjæle, der begge er ofre for den uoprettelige tvivlen på hinandens motiver – noget, der for altid har slået dem ud af kurs. 

Med den gode instruktørs overlegne pædagogiske sans får han i det hele taget det, som i andre sammenhænge kan virke som en overspændt deroute, til at virke sandsynlig, fordi han i tekstens sorthumoristiske lag kommer frem. Men først og fremmest fordi han har en stor skuespiller i midten. Naturligvis måtte »Faderen« ligge helt vidunderligt for Søren Sætter-Lassen som den pragtfulde karakterkomiker, han er.

Ritmesterens metamorfose fra brovtende hustyran over neurotisk, selvplagende tvivl til eskalerende, spruttende og skræmmende vanvid for fulde gardiner kan kun ende der, hvor den gør: Tilbage i det pattebarnsstadium som han hele tiden har følt sig reduceret til af de satans kællinger.

Det hele spillet med sådan en moderne frækhed i replikken, med sådan åbenbar forståelse af hver situation og lyst til at kommunikere med et publikum, at mandens tragedie – den usikkerhed, der har taget fæste i ham fra første scene - er lysende klar.

Kvindens ældste tricks

Bodil Jørgensens polisk smilende, knejsende Laura er en ligeværdig modstander. Med tilkæmpet ro tager hun i de indledende scener imod mandschauvinistens ordrer og fornærmelser med tør ironi i replikken og et gådefuldt smil, der kan betyde alt, mens undertrykkelsens ubillige pinsler går sitrende over hendes ansigt.

Med kvindens ældste trick – tårer og krop – lokker hun vittigt Peter Gilsforts glimrende givne, alt for pæne, alt for naive læge i sit net som værktøj for sin plan: At få sin egen mand umyndiggjort. For endelig at stå sejrssikkert knejsende, iskoldt revolutionær over for sin mand i den scene, hvor den totale krig bliver erklæret.

Præcis den stærke kvinde, som ritmesteren må føle sig draget og frastødt af på samme tid. Og så tilpas stærk at hans angst for det kvindekøn, han ikke kan forstå, har en reel forklaring.

Som den gamle, trofaste amme, der medvirker til patriarkens fald, fordi hun ikke kan andet, er Ghita Nørby en pragtfuld magnet for opmærksomheden: villigt instrument og ulykkelig i ét.

Den spæde Lea Maria Høyer Stensnæs er helt rigtigt placeret som datteren Bertha, stridens kerne. Hendes skrig, da hendes far støder hende fra sig, er hjerteskærende.

Med Henrik Jandorff som en passende præstesvoger og eleven Jakob Femerlig Andersen som den unge soldat, der i første scene har gjort en ung pige gravid og dermed slår hele faderskabstemaet an.

Men forestillingen er naturligvis Søren Sætter-Lassens. En tour de force – vel at mærke med respekt for helheden – som bliver en reel triumf for den skuespiller, som ved premieren fuldt fortjent fik den største applaus, som længe har buldret gennem Det Kongelige Teaters Skuespilhus.

Hvad: »Faderen« af August Strindberg.

Hvem: Oversættelse og bearbejdelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn.

Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 18. januar.