»Let’s Rethink« er sloganet for kulturby Aarhus 2017. Den udfordring har Aarhus Teater i samarbejde med teatret Sort/Hvid omsat til en fuldstændig forrygende morsom og dybt skræmmende version af Holbergs »Erasmus Montanus«. Netop det stykke var det første på plakaten, da teatret åbnede i 1900, men her er intet teaterstøv at spore. Christian Lollikes Erasmus er på alle niveauer en klassiker-gentænkning, som man næsten kun kan drømme om.
Scenografiens grålige landsby mimer en udfoldet popup-bog, hvor stemningen på bjerget sættes af landsbybeboerne og koret, der som i et gammeldags modelteater med karakterer på pinde kun kan bevæge sig i 2D, dvs. med ansigtet mod os. Trægt, trægt går det, mens koret synger »Op al den ting, som Gud har gjort«, og Per Degn, den store mand i den lille dam, imponerer med sine latinske brokker.
»Mange latinske ord har oprindelse i dansk,« hævder han og indfanger fint lilleputstatens evige svæv mellem underlegenhed og storhedsvanvid.
Så springer Erasmus Montanus ned fra logen og roder op i dammen. Andreas Jebro er i fuld 3D og hverken kæft eller krop står stille på ham i 2 sekunder. Så betaget er han af sine egne talegaver, at han næsten slår krølle på halen, mens han jorder først bror Jacob (Zaki Youssef), siden degn og ladefoged.
»Sproget skaber vores bevidsthed,«, kagler han, men negeres bag om ryggen af forestillingens mest farverige indslag, som ikke skal røbes her.
Inkarneret curling-unge
Erasmus er den inkarnerede curling-unge, der snor far og især mor (Lotte Andersen) om sin veltalende tunge. Langt hen ad vejen har han jo også vores sympati, mens han flår den kendte verden ned om ørerne på folket på bjerget i sine ekvilibristiske orddueller med Lars Brygmanns mere og mere betuttede degn og Simon Matthews klakør-ladefoged, der provokeret spyr sin indre svinehund ud. Men Lollike holder elastikken stram og trækker tæppet bort under vor akademiske ven og hans ekkorum.
»Fordi jeg har studeret, kan jeg sige, hvad jeg vil,« gjalder Erasmus, men stoppes af Anders Baggesens indtagende far Jeppe:
»Jeg er ligeglad med din sandhed«. Sandheder er ikke absolutte, det behøver man ikke at have studeret for at forstå.
Teksten er genialt bearbejdet, så den taler direkte ind i vores tid uden at docere og uden at tabe tråden tilbage til originalteksten. At påstå, at Jorden er rund, var vist ikke engang provokerende på Holbergs tid. og i dag er det i hvert fald ikke, og Erasmus supplerer derfor med overbevisningen om, at Danmark ikke bygger på kristne værdier, men derimod på oplysningstanker. Holbergs plot fastholdes derimod rent: Skal du svigte dine principper til fordel for kærligheden (og samfundets konformitet)? Jebro søger hjælp hos publikum, men bankes endeligt på plads i afslutningens isnende uhyggelige og ansigtsløse krav om ensretning.
Kæmp for alt
Erasmus verdensbillede udfordres bl.a. af korets salmesang, der også tvetydigt fryser slutbilledet med stroferne »Kæmp for alt, hvad du har kært…«
Det gør de jo alle, blot står de så langt fra hinanden og råber i denne legende pragtiscenesættelse, hvor der spilles langt ud over kanten på alle pladser. I dette overflødighedshorn af ideer får selv slidte dekonstruktionsgreb aktualiseret mening og forløses med al det andet teaterguld hamrende dygtigt, anarkistisk og magisk i en scenisk enhed, der giver plads til mere end ét synspunkt og dermed til nådegaven tvivl.
»Erasmus Montanus«. Hvem: Af Ludvig Holberg. Bearbejdelse: Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers og Christian Lollike. Iscenesættelse: Christian Lollike. Scenografi og kostumedesign: David Gehrt og Ida Grarup Nielsen. Hvor: Aarhus Teater til 11. marts.
