Teksten i denne artikel bygger på replikker fra forestillingen »Mødre« tilsat lidt indhold fra skribentens egen hverdag.

Klokken 05.20:
Den toårige vågner og kaster op i sengen. Mens mor skifter lagenet, vækker den grædende dreng sin niårige storesøster, der kommer ind i soveværelset og insisterer på at ligge i den store seng. Mor siger nej.

Klokken 05.45:
Efter længere tids kamp sover begge børn og mor sammen i det, der engang var de voksnes seng. Storesøsters utroligt store hovede hviler direkte oven på mors mave.

Klokken 07.00:
Lillebror kaster op. Igen. Mor forsøger at få den niårige til at spise sin morgenmad, mens hun selv tørrer op og trøster det syge mindstebarn.

Klokken 07.30:
Mor kører den store i skole, mens hun – via den håndfri mobil – forsøger at skaffe babysitter til den mindste. Mormor siger ja, hvorefter mor kan ånde lettet op. Det bliver skønt at komme ind på kontoret, hvor ingen skriger og kaster med biler, fordi de lige skal passe sig selv i 20 minutter. Mor overvejer at tage en yogamåtte med og sove under hæve-sænke-bordet fremover.

Klokken 11.00:
Mor ser forestillingen »Mødre« på Folketeatret, der foregår i en ih- og åh-præget mødregruppe, hvor pokalbørnene fremvises, som var de pointtavler. Her er overskudsmoderen, der selv har fremavlet »urkraften«, som babyen kaldes, og den forsigtige mor, der ikke har givet barnet et navn, fordi hun ikke synes, at det lille pus skal tynges af de forventninger, der kan ligge i at hedde noget særligt. Og så er der moderen, der følger alle anvisninger. Også dem om at babyer kan få en baghovedkorrektion – altså ligesom en tandbøjle, bare til kraniet. Et fladt baghoved er en alvorlig sag i mødregruppens debatunivers. Samme mor har også læst, at små børn skal tygge på hele grøntsager. Det er godt for gummerne. Også selvom barnet risikerer at blive kvalt i broccoli.

Klokken 11.35:
Når kvinder får børn, forsvinder mange af dem i et livmoderformet parallelunivers, der er så trængt, at der kun er plads til dem selv og barnet. Det kan være ret ulideligt at se på. Den sukkersøde symbiose får forestillingen grinet ret meget ad. Det er befriende, at alt det nusse-pussede får modspil af en rå og kontant humor, der ellers er forbudt blandt folk, der har babyer.

Klokken 12.00:
Mor indser, at hun er blevet sådan én, der får tårer i øjnene, når hun hører om andre, der føler sig ensomme, når de er alene med deres barn. Og sådan én, der keder sig lidt, når forestillingen forsøger at bevæge sig hurtigt fremad i tid og pludselig fokuserer på voksne børn og kvinder, der står tilbage og har al tid i verden til sig selv. Heldige asner, tænker mor ondt.

Klokken 12.30:
Forestillingen slutter, og mor er tilfreds med sig selv. Hun faldt ikke i søvn, ikke en eneste gang. Og hun grinede højt. Især er der nogle kostelige svirp til mandetypen, der mener, at han skal have ros og sex og klapsalver, fordi han for en gangs skyld har tømt opvaskemaskinen. Men det er først og fremmest en forestilling, der er båret frem af en vis selvironi. Det kan mor gode lide. At være mor kræver, at man kan grine af ret meget. Inklusiv sig selv.

Klokken 12.45:
Skolen ringer. Den store skal hentes. Hun har kastet op i garderoben. Mor slukker mobilen.

Idé og koncept: Lykke Sand. Forfattere: Christina Sederqvist, Julia Lahme, Mette Marie Lei Lange, Anna Bro. Instruktion: Christine Exner. Medvirkende: Lykke Sand, Mathilde Norholt, Julie R. Ølgaard, Szhirley Folketeatret. Til 18. maj