Sanselig dans for de små

Aaben Dans viser glæden ved bevægelsen for de mindste, mens ZeBu skaber billedmagi med ny teknologi for de lidt større børn.

Aaben Dans byder småbørn fra seks måneder til fire år ind i danseteatrets sanselige verden (t.v.), mens de lidt ældre størrelser fra seks år og opefter præsenteres for dansende billedmagi i teatret ZeBus »Se min Skygge« (t.h.) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ditte Valente og Søren Knud
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alting er dejligt blødt, blidt og bøjeligt i Thomas Eisenhardts og Catherine Pohers nye forestilling »Igen«, hvor Aaben Dans byder småbørn fra seks måneder til fire år ind i danseteatrets sanselige verden.

Sammen med deres voksne sidder de små hele vejen rundt om den lille ryatæppebeklædte scene, hvor danserne Antoinette Helbing og Ole Birger Hansen i fine rulle-, dreje-, hoppe- og flyvebevægelser viser glæden ved at bevæge sig og lave sjove ting sammen. Som titlen antyder, er det også gentagelsens glæde, de to dansere fokuserer på i deres ubesværede danseleg, hvor også lyd og lys laver bevægelser i rummet.

Frederik Lundin har skabt den velfungerende musik med fine rytmer og dejlige saxofonklange, der bl.a. blander sig med dyrelyde, når danserne laver sjove abekatterstreger og rækker ud mod de små tilskuere. Og snore og blødt strikkegarn går som en rød tråd gennem forestillingen, inden børnene til sidst bliver indbudt til selv at boltre sig på scenetæppet med masser af garnnøgler.

For børn fra seks år og opefter præsenterer teatret ZeBu dansende billedmagi i »Se min Skygge« koreograferet af Jørgen og Loa Carlslund i samarbejde med Tina Tarpgaard, der ligesom forestillingens videokunstner Jonas Jongejan er fra Recoil Performance Group.

Ligesom i det virkelige liv er Jørgen og Loa Carlslund også far og datter i forestillingen, der handler om en pige, som begynder at lave fantasifulde skyggebilleder og skabe historier i samspil med sin egen skygge.

»Nej, hvor mærkeligt,« udbryder en dreng i salen. For pludselig får Loas skygge på bagvæggen selvstændigt liv. Og rigtigt magisk bliver det, når Loa - ikke uden associationer til Lewis Carrols »Bag spejlet« - går gennem væggen og som en silhuet raffineret danser sammen med den computeranimerede skygge til dynamisk percussionmusik.

Det er i det hele taget dansens samspil med teknologien i et fascinerende billedunivers snarere end rammehistorien om pigens frigørelse fra sin far, der er interessant og viser danseteatrets nye muligheder og fortælleformer.