Sange fra et knust hjerte

Den smukt sýngende Louise Fribo giver Andrew Lloyd Webber-musicalen »Tell Me On A Sunday« fornem følsomhed.

Louise Fribo forgylder »Tell Me On A Sunday« med sin perfekte musicalstemme. Foto: Det Ny Teater. Fold sammen
Læs mere

Mens »Evita« danser tango oppe på det store teaterrum med forgyldningerne, plysset og lysekronen, har Det Ny Teater viet undergrundsscenen Sceneriet til en helt anden slags forestilling.

Der er intet af alt det pragtudstyr, teatrets forestillinger ellers med rette slår sig op på. Indfatningen og lyssætningen er nødtørftig, besætningen er begrænset - en kvindelig solist og tre musikere. Men der er stadig tale om en musical. Og komponisten er stadig den samme, den britiske musicalmester Andrew Lloyd Webber. Hans såkaldte »sangcyklus«, »Tell Me On A Sunday«, er sat på scenen af sangeren og skuespilleren Louise Fribo, der - i parentes bemærket - fejrede triumfer i samme Lloyd Webbers »Love Never Dies« i forrige sæson oppe på den store scene.

Minimusicalen og one woman-showet er efterhånden en halvgammel sag - den ene halvdel af dobbeltprogrammet »Song and Dance« fra 1982. Spillet herhjemme af blandt andre Betty Glosted. Men nu er det Louise Fribo, der giver liv til sangene på formfuldendt britisk og låner figur til den oplevelsessyge engelske pige Emma, der drager til storbyen New York, hvor hun hvirvles ind i en række kærlighedsaffærer - noget, der med tiden langsomt forvandler hende fra naiv uskyldighed til moderne storbykvinde.

Den udvikling er måske nok en smule svær at få øje på i Fribos fortolkning. Er hun ikke lidt for alvorstungt knuget, lovlig vel erfaren fra begyndelsen? Den storøjede uansvarlighed hos pigebarnet, der godlidende betror skiftende mænd sit hjerte, er ikke rigtig til at få øje på i Fribos modne, lige lovligt kølige fortolkning. Men heldigvis vokser hun på plads i rollen i takt med, at slagene på kærlighedens slagmark gør hende til en ikke bare inderligt sårbar, men også vidende, lettere kynisk iagttager af sig selv og hjertets dårskab. Sadder but wiser, som englænderne ville sige. Faktisk stiger hendes fortolkninger af disse iørefaldende medlodier til en følelsesdirrende monumentalitet, der gør, at man lytter til tekstforfatteren Don Blacks billeder og pointerede vid i sangteksterne. Klogt og stensikkert disponerer hun det hele, fra titelmelodiens næsten ubærligt smukke melankoli til den iskoldt afleverede jalousiudladning »Take That Look Off Your Face«.

Og så er der tonerne. Louise Fribo har den slags bedårende musicalstemmer, man helt trygt kan tage brusebad i, en klokkeklar renhed i klangen, ikke mindst i de himmelsk lyse noder, der må kunne løse op for selv det mest forstenede sind. Sendt ud i rummet med den uanstrengte intimitet, den forholdsvist lille teatersal gør mulig. Det bliver ganske enkelt ikke smukkere. Det kan vi godt sige. Også selv om det ikke er søndag.

Hvad: »Tell Me On A Sunday«

Hvem: Musik: Andrew Lloyd Webber. Tekst: Don Black. Dramatisk konsulent: Mads M. Nielsen. Kapelmester: Christian Berg.

Hvor: Det Ny Teater. Varighed: 50 minutter. 7. og 9. maj kl. 20. Spiller igen i næste sæson, 11. - 22. november.