Kan man synge Tom Kristensen? Gu’ kan man så. Der er jo i forvejen så meget musik i hans synkoperede digte, som Jesper Lohmann giver krop og mæle på Café Livas intime kaberetscene.
Flydende sjælestof i paradoksal, stram metrisk form, her sat glimrende i Bernhard Christenske jazztoner af Bjarne Sahl, der selv akkokompagnerer ved tangenterne med Eva Malling på bas.
Typemæssigt passer Lohmann til Kristensens stemme. Han kan synge og tale om slagsmål, hvor knytnæveslagene breder sig som violer og valmuer på modstanderens ansigt, så man tror på ham. Hans stærke ansigt er selv skønt som en sønderskudt banegård, som det hedder i et af Kristensens debutdigte fra 1920.
Med hæs stemme, vuggen i hofterne, sammenknebne øjne og boksermanerer fanger han en rastløshed, der går fint hånd i hånd med Kristensens rå og ranke, urolige ekspressionisme.
Det nysgerrige blik på verden, som næsten eksploderer i sproglige billeder, når han - som forfatteren selv formulerer det - »slynger sin indre verden med dens flammehjul ud i rummet«. Lohmanns varme machofacon - sixpencen på sned, skjorteærmer og vest, en smøg i køften og en flaskebajer i hånden - illustrerer glimrende den dirrende livsfornemmelse, Tom Kristensen videregiver i mange af sine blodrige og hårdt optrukne digte i klare kontrastfarver: Det uretoucherede liv er en barsk omgang, men et stærkt og dejligt sted at være. Lige til at beruse sig i. På bunden af sjælen og flasken kan man finde noget, der kan bygge noget andet op. Lige så meget hjemme er Lohmann i gearskiftene til den følsomme vemod.
Heldigvis skyer kabareten - med Susanne Storm som iscenesætter og fødselshjælper på sidelinjen - den kedelige biografisme. I stedet hører man citater fra forfatteren selv som stemningssættende mellemlæg og frit associerende optakt til næste nummer, på samme måde som Lohmann drilsk udfordrer publikum med flabede værtshusmanerer og viftende øjenbryn. En saftig appetitvækker til et levende forfatterskab.
