Så wagnersk, som noget kan være

Wagners »Den flyvende hollænder« er blevet til et halvt forløst spøgelsesdrama på Operaen.

Et umage par: Johan Reuter som hollænderen og Ann Petersen som Senta i "Den flyvende hollænder". Foto: Per Morten Abrahamsen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bedre sent end aldrig. I 2013 fejrede verden Richard Wagners 200-års fødselsdag. Det blev markeret med manér verden over med Det Kongelige Teater som synlig undtagelse, for nationalscenen nøjedes som bekendt med at tilbyde publikum en repremiere på »Tannhäuser«. Lidt tyndt. For at sige det mildt.

Men nu er den her så, den første Wagner-nyopsætning på Operaen siden 2012. »Den flyvende hollænder«, for den er det, er blevet til i samarbejde med English National Opera, og der er gode takter, men det er desværre heller ikke helt godt nok.

Man tænker med nostalgi på de store danske operadage i nullerne, da Operaen kunne præstere en »Nibelungens Ring« i verdensklasse. Man tænker med gru på, hvordan samme hovedværk i Wagner-året 2013 kun kunne opleves ét sted i hovedstaden, nemlig i form af en teatermæssigt helt amatøragtig opsætning i Christians Kirke. Ak, ja. Så meget for kulturbyen København, der så gerne vil trække flere turister til. Også med kulturelle argumenter.

»Den flyvende hollænder« handler om sømanden, der er dømt til at sejle om på verdenshavene i al evighed, medmindre en kvinde forløser ham gennem sin kærlighed. Det kan den unge Senta måske, for hun har altid drømt drømme om spøgelset, der en dag går i land i nærheden af hendes hjem ved kysten. De mødes og betages, og Sentas far er begejstret for udsigten til bryllup, for hollænderen kan tilbyde gods og guld. Pyt så med, at Erik, Sentas trofaste bejler, får en kold skulder.

Men ak, hollænderen tror ikke, at Senta kan holde sit løfte til ham, han sejler væk igen, og Senta tager livet af sig.

Det handler om kærlighed og død, og det er så wagnersk, som noget kan være. I Jonathan Kents og hans stabs nyfortolkning fremstår Senta som en almindelig, kikset klædt ung pige sat op mod hollænderens magtfulde, romantiske skikkelse. Det er klare modsætninger trukket op – meget pædagogisk. Der er også en lille pige med i første akt, der fint kødeliggør den helt unge Sentas længsler, og der er er videoprojektioner i baggrunden, der sørger for storm og skumsprøjt i passende mængder. Problemet er, at Sentas almindelighed kommer til at stå i (for) stærk modsætning til den overspændte romantiske kærlighed, som Wagner lader hende give frit løb i ord og musik. Det bliver næsten for meget at skræve over.

Ann Petersen var premiereforestillingens Senta, endnu ikke helt varm under sin store ballade, efterhånden bedre syngende og med en fin evne til at løse udfordringen: På én gang at synge wagnersk og agere ungpigeagtigt. Johan Reuters hollænder var forventet fremragende og Clive Bayley som far Daland godt syngende og sjovt operettekomisk leflende, mens Gert Henning-Jensens krukkede styrmand var lidt svær at snuppe, og Niels Jørgen Riis’ Erik lød og så ud som et elskovssygt hankønsvæsen, som det ikke ville være så svært at afslå. En blandet oplevelse, altså, ligesom det også tog lidt tid, inden Det Kongelige Kapel under ledelse af Michael Boder rigtig fik luft under vingerne og styr på præcisionen.

Mangler man et skud Wagner live, kan man godt tage denne »Den flyvende hollænder« med. Halvt forløst er bedre end ingenting. Men Wagner i flyvende verdensklasse er vi endnu et stykke vej fra.

Hvad: Wagner: Den flyvende hollænder. Hvem: Iscenesat af Jonathan Kent. Det Kgl. Kapel og Det Kgl. Operakor, dir.: Michael Boder. Hvor: Operaen