Har man mod på en lidt anderledes teateroplevelse, er performanceduoen CoreAct og Teater GROBs »SAVN« et rigtigt fint bud. Det er en performanceinstallation, hvor man som tilskuer bevæger sig rundt i grupper og dermed får forskellige veje gennem de rum, der sammen med de fem performere udgør forestillingen.
Publikumsinddragelsen er ganske nænsom, men giver et lille ekstra skub ind i fortællingens kerne: Savnet af de afdøde, som de fleste af os selv har oplevet. Savn er ordløst og fuldt af ord. Savn er flyvende elektrisk og tyngende mod jorden. Savn er apatisk og voldsomt. Savn er bebrejdelse og mest af alt er savn måske minder. »Et menneske dør først helt, når ingen længere mindes det,« siger en ældre kvindes sprøde stemme på lydsporet, der afrunder forestillingen i gangen uden for rummene. »SAVN« er dermed også en hyldest til sorgen, for sorg og savn bliver til minder, de afdøde lever i.
Inden forestillingen rigtigt går i gang, har vi fortalt hviskehistorier, spillet følelsesfisk og klippet billedcollager og er således sporet ind på emnet på en legende måde. Jeg er på hold NOR, der først lukkes ind til en umådeligt tynget, sørgende kvinde, der er segnet hen over alle opgaverne efter et dødsfald, praktiske som sensitive. Den sørgendes tristesse forlænges ud i rummets visnende vinterhave i en isnende præcis visualisering af afmagten.
Næste rum er gået helt i opløsning, loftpladerne hænger løse og afslører alskens rør og ledninger, mens det ternede gulv slår store buler. Over gulvet danser en fugl i elektronisk trance, inden den afløses af en desperat boldspillende dreng. Da vi kommer til rummet næste gang, taler en apatisk kvinde om sin følelsestomhed, mens vi sidste gang møder en grædende pårørende, der manisk gentager en strøm af selvbebrejdelser. Inden da har vi været hos parret i rummet, hvor tiden er gået i stå, og dejen aldrig bliver til brød, men blot æltes, æltes, æltes og i spejlstuen, hvor katastrofen lurer bag smalltalk og kærtegn, og hvor vi siden samles til en afslappet sludder om begravelsesfantasier, der stikker lidt til tidens selviscenesættelses-syge.
Alle billeder sætter fingeren på et ømt punkt, et aspekt af savn, i en god balance mellem talescener og mere kropslige og auditive udtryk. Den lettiske scenograf Katrina Neiburga har skabt en række betydningstætte rum, der taler til os uden ord og får os til at glemme, at vi befinder os i et plejehjems institutionsneutrale lokaler. Rummene er fyldt med finurlige detaljer, som man kan gå på opdagelse i i forestillingens epilog.
CoreAct har som vanligt baseret forestillingen på research via indsamling og dramatisering af personlige historier. De har samlet et interessant, internationalt hold både på og bag scenen og har skabt en forestilling, hvor lyd, lys, rum, skuespil og tilskuernes bevægelser spiller rørende og visuelt stærkt sammen i et heterogent, men fortættet æstetisk udtryk.
Hvad: SAVN Hvem: Koncept: CoreAct. Instruktør/Koreograf: Cille Lansade. Scenografi/videodesign: Katrina Neiburga. Musik/lyddesign: Mika Forsling. Lysdesign: Anna Maria Waldelius. Co-produktion med Teater GROB. Hvor: Plejehjemmet Slottet, Kbh N til 8. december.
