Det er et fortryllende smukt og stemningsfuldt krydsfelt mellem dans, tekst og musik, som koreografen Kim Brandstrup har skabt i sit nye og meget originalt iscenesatte værk, »Rystet spejl«, med Den Kgl. Ballet.
Titlen har den London-baserede danske koreograf hentet fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling af samme navn fra 2011. Men balletten har også hentet inspiration fra de tidligere digtsamlinger »City slang«, »Ukendt under den samme måne«, »Nye digte« og »Hjemfalden«.
Selv om Kim Brandstrup og Søren Ulrik Thomsen har været nære venner, siden de mødtes på Det Fri Gymnasium i starten af 1970erne, har Kim Brandstrup bevidst undgået at tolke digtene biografisk. Men meget fint har han formået at fange digtenes atmosfære og sanselighed i de fortættede og drømmeagtige dansebilleder, hvor han sætter fokus på tidens gang og livets forskellige faser fra barndom til alderdom og død.
Alle aldersklasser fra balletbørn til karakterdansere på snart 70 år er præsenteret blandt de 18 dansere på scenen, og kostumer og rekvisitter afspejler den periode, Kim Brandstrup og Søren Ulrik Thomsen selv har levet i fra sidste del af 1950erne og frem til i dag.
Som ramme om livets og erindringens mange rum har Bente Lykke Møller skabt en genial og hele tiden foranderlig arkitektonisk scenografi til Skuespilhusets store drejescene. Vægge med døre og vinduesåbninger vendes og drejes eller dukker op og forsvinder, og franske Jean Kalman har kreeret et magisk lysdesign, der blandt andet kan få danserne til at kaste både fine og faretruende skygger i de melankolsk gråtonede rum.
Suges ind i det poetiske univers
Kim Brandstrups karakteristiske filmiske blik fornægter sig heller ikke i »Rystet spejl«, hvor han springer i tid og sted i det hastige flow af scenebilleder eller skaber parallelle universer på drejescenen. Og både på scenografiens vægge og det gennemskinnelige fortæppe projiceres Søren Ulrik Thomsens ord og digte i et tempo, så man kan nå at fange essensen.
Lige fra starten suges man ind i det poetiske univers, når fortæppet, der først ligner et stort spejl, med videoprojektioner forvandles til et flimrende snevejr, samtidig med at frostklare klange fra Hans Abrahamsens forunderlige kammerværk »Schnee« fylder rummet. Og det er i det hele taget et meget godt og velfungerende udvalg af Hans Abrahamsens musik, som Kim Brandstrup bruger som klangbund for forestillingen. Fantastisk smuk er ikke mindst ballettens afsluttende duo, hvor Tobias Praetorius frit svævende i en snor følsomt danser med Christina Michanek til Hans Abrahamsens Dobbeltkoncert fra 2011.
Balletten er i det hele taget fuld af mand-kvinde-relationer som en spejling af digtenes jeg og du. Livligt og flirtende folder Astrid Elbo og Sebastian Haynes sig ud som det glade, forelskede, unge par som kontrast til Ida Praetorius og Sebastian Kloborg, der ikke kan nå hinanden.
Sammen med Ulrik Birkkjær træder Susanne Grinder stærkt i karakter som den begærende kvinde, mens der er kølig luft mellem Holly Jean Dorger og Marcin Kupinski i deres tåspids-pas de deux inspireret af Thomsens »Ægteskabsdigt«.
Meget rørende er Lis Jeppesen som den først styrende og siden demente gamle mor i duo med den unge Tobias Praetorius. Alderdommen er også fint iscenesat i en duo med Mogens Boesen og Mette Bødtcher på en bænk, mens vi i korte glimt ser Poul-Erik Hesselkilde gå døden i møde i en hospitalsseng.
Både livets eksistentielle grundvilkår og det store i det små bliver reflekteret i Kim Brandstrups »Rystet spejl«, og dansen har gennemgående en meget fin bevægelseskvalitet i sin blanding af klassisk og moderne trinsprog med gestik og mimik. Det er et af de mest interessante og helstøbte værker Kim Brandstrup til dato har skabt til Den Kgl. Ballet.
Hvad: Rystet spejl. Hvem: Idé, koreografi og iscenesættelse: Kim Brandstrup. Digte: Søren Ulrik Thomsen. Musik: Hans Abrahamsen. Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller. Lysdesign: Jean Kalman. Videodesign: 59 Productions. Hvor: Skuespilhuset, sidste dag 4. juni.
