Rune Klan sluger en cykel

I sin nye forestilling, »Rune Klan - det blå show«, der kommer på turné rundt i landet, anbringer Rune Klan en sød, levende kanin i en kasse og banker den flad med en baseballkølle.

Først sluger Rune en cykel. Det er måske at lægge hårdt ud, men det er det, han gør. Den står inde i en kasse, og så suger han den ind i en gummislange og ned i maven. Ikke nok med det, senere udsættes en grønlænder for samme behandling. Rune tryller også en grøn stok ud af ingenting, han får det slips, han har på, til at forsvinde for øjnene af os og får det til at dukke op igen, uden vi opdager, hvad der sker. Imens fortæller han historien »Mit liv som tryllekunstner«, Runes egen fortælling i stand-up-stil som andre ville fortælle om seksualitet og de første erfaringer med kærester.

Den klassiske tryllekunster var en elegantier med tilbageredt, pomadiseret hår i kjole og hvidt, der til et dæmpet soundtrack fra en klavertrio i en uendelighed trak buketter af kunstige blomster ud af sin stok og fik hvide duer til at flakse ud af sin beklædning. Han var ofte assisteret af en letpåklædt kvinde, der rakte ham forskellige effekter.

Roder hæmningsløst

Rune Klan har etableret sig som denne tryllekunstnertypes diametrale modsætning. Scenografien, som han roder og sviner hæmningsløst i, ligner noget, han selv har lavet hjemme i kælderen (hos sine forældre). Og han taler og går klædt, som om han stadig går i 3.g og vil imponere nogle tøsebørn fra 2.g. Hans assistent, Flemming, spilles af en fyr, der i virkeligheden hedder Jan. Pludselig får han sin ene sko til at forsvinde og »Flemming« dukker op ud af ingenting. Så klassikeren: Rune river et kort i stykker og tryller det helt igen. Rune Klan er uovertruffen til at kommunikere med sit publikum. Han er i konstant dialog med det, inddrager det og griber enhver reaktion og udbrud og bygger videre på det enten med kvikt turnerede replikker eller med magiske indfald. Er det her, illusionisten i virkeligheden manipulerer mest? Det virker i hvert fald.

Ny medvirkende ind på scenen: En levende kanin, der hedder Linus, kommes ned i en papkasse, som han derefter baldrer flad med en baseballkølle. Overraskelsesslutningen er stort anlagt til elektronisk musik og med glaskugler og guldfisk. Det mangler endnu at løfte sig til det virtuose, men så forvandler han vand til sand (!), og så sidder man igen dér og tænker: Hvis jeg kunne det dér, ville jeg heller ikke lade være.