»Romeo og Julie« er en teateraften af de helt sjældne

Shakespeares »Romeo og Julie« mellem gråd og latter er en stor sejr for iscenesætteren Elisa Kragerup og for Det Kongelige Teater. Med Danica Curcic som en lysende Julie.

Kærligheden kalder: Thomas Hwan og Danica Curcic spiller titelrollerne i Det Kongelige Teaters »Romeo og Julie«. Foto: Natascha Thioara Rydvald Fold sammen
Læs mere

Det er næsten ikke til at bære. De er så unge, Romeo og Julie, skønt kærligheden har gjort dem voksne. De er så forelskede. Fyldt op af den kærlighed, der trodser alt, fjerner synd og samvittighed, gør deres fælles ungdomsoprør muligt.

De har ikke fortjent den skæbne, Shakespeare giver dem. Ofre for deres familiers strid, ofre for de grusomme tilfældigheder, der udløser deres død. På Det Kongelige Teater er der helt, helt stille i teatret, når Thomas Hwan og Danica Curcic som de to unge elskende mod slutningen står side ved side med front mod publikum.

Han har netop drukket af den gift, der tager livet af ham, forsvinder ind i en zombielignende dødsstilstand, men bliver stående ret op og ned. Mens hun i samme sekund, han bliver fjern i blikket, vågner op til livets overflade fra sin skindød med et gisp.

Hun forsøger tavs og med stigende desperation at vække ham, prøver at tvinge hans dvaske arme til at holde om sig igen og igen, men han står der bare, mens hun går i stykker i langsom erkendelse af, hvad der er sket.

Så stikker hun dolken i sig selv ved at krumme sig sammen og lade den suse ud i rummet i en fremadrettet bevægelse.

Så grusomt, så smukt, så klart kan den hjerteskærende ironi i Shakespeares berømte dødsscene formidles. Og så rørende kan den vises.

For det er iscenesætteren Elisa Kragerups store fortjeneste, at hun formår at gå til hundesvære Shakespeare ikke bare med hjernen, men også med hjertet. For ikke at sige med hele legemet.

Hun kan holde teksten frem i strakt arm og samtidig fylde den emotionelt op indefra. Hun er hverken bange for latteren eller for den store følelse.

Hun kan holde den rimeligt omstændelige fortælling i live ved hele tiden at finde frem til den underliggende følelse i ordene scene for scene og give dem en legende fysikalitet i en fremadskridende, organisk flydende, konstant iderig fortællestil med alle agerende på scenen fra start til slut.

Fremragende spillet hele vejen rundt

Glem alt om skuespillere, der ikke ved, hvad de selv siger. Det er simpelthen ikke muligt, når man giver ordene den krop, de får her.

Hun kan skabe en iscenesættelse, som forekommer fuldt ud moderne forløst, men uden at vrænge ad forlægget, uden at afmontere det efter eget forgodtbefindende. Som er pædagogisk ligefrem og inkluderende uden at miste sit raffinement. Hun kan abstrahere over en tekst, skære i den uden at svigte dens bogstav.

Endelig fik Elisa Kragerup lov til at bevise sit kæmpestore talent på den store scene, som man kan undre sig over, hun ikke før har haft til rådighed.

Ideerne står i kø i en fortælling med vildt underholdende, men aldrig forceret drive. Tag den frække åbning, hvor Troels Thorsens Tybalt ikke kan få lov til at sige sin åbningsreplik, før Peter Christoffersens edderspændte psykopatiske hanhund af en Mercutio retter på ham: Kimen til striden mellem familierne er allerede lagt.

Tag nu de hundesvære fægtescener, der bliver til hidsende håndgemæng, hvor ingen af de kæmpende nogensinde rører ved hinanden, men hvor slag akkompagneres af andre skuespillere med dump geräusch fra det flygel og det klaver, der kanter scenen.

Tag den berømte balkonscene med Julie højt til vejrs, mens Romeo ikke står med ryggen til os neden for balkonen, men klatrer kåd rundt i Steffen Aarfings scenografis bløde stofvæg, der mest af alt ligner polstringen i en gummicelle.

Og spillet er fremragende hele vejen rundt – ført an af Danica Curcics smukt, smukt talende Julie, der transformerer sig fra fornuftig skolepige til kvinde i sansernes vold.

Det er først og fremmest i hendes rørende heltinde, det passionerede drama får lov at leve. Det er hende, der bliver forestillingens følelsessvulmende hjerte, mens Thomas Hwans søde, vævert smalhoftede Romeo måske ikke helt får de samme muligheder, skønt det friskfyragtige efterhånden afløses af en molstemt alvor.

En teateraften af de sjældne

Rundt om bakkes der op af et flot samstemt ensemble, der lyser hver for sig og sammen: Fra Tammi Østs morsomme, følelseslabile amme, Mikael Birkkjærs tilsyneladende vennesæle bedsteborger, Julies far, der gemmer på en brutal patriark, sekunderet af Ditte Gråbøls let hampre hustru. Henrik Jandorfs virile modpol, Romeos far.

Fra Jesper Hyldegaards afdæmpede, runde munk til Peter Plaugborgs skægt udleverede he-man af en uheldig bejler og Helle Fagralids tvetydige Benvolio.

Og så havde vi nær glemt Signe Egholm Olsen som fyrsten, den dømmende overmyndighed, effektivt maskeret som selveste Elisabeth I, der svæver over vandende med nærmest gammeltestamentlig autoritet.

Det er hende, der afsiger dommen, da Romeo og Julies død har forsonet de stridende familier: »En større sorg i verden ingen ved / end Romeo og Julies kærlighed«.

Kan man tilføje, at tilskuerens glæde er mindst ligeså svimlende som fortvivlelsen er bundløs? Det er en teateraften af de sjældne, der udspiller sig på Det Kongelige Teater. For nu ikke at sige en bedrift. Elisa Kragerup får skabt en Shakespeare ikke bare til tiden. Men en Shakespeare til alle tider.

Hvad: »Romeo og Julie« af William Shakespeare.

Hvem: Oversættelse: Niels Brunse. Bearbejdelse: Elisa Kragerup og Louise W. Hassing. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Scenografi: Steffen Aarfing.

Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene. Til 13. januar.